
KOLDING: En 15-årig dreng blev lørdag fængslet i en sag om planlægning af et skyderi på Sct. Michaels Skole i Kolding, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. Han er sigtet for drabsforsøg.
Politiet har indtil nu ikke oplyst om sagens detaljer, hvor to andre børn også er mistænkt for at have deltaget i at lægge drabsplaner. De to er under den kriminelle lavalder, og deres sager håndteres i regi af de sociale myndigheder.
Dog oplyste Sydøstjyllands Politi lørdag formiddag, at der ved Retten i Kolding skulle afholdes et retsmøde, og at anklagemyndigheden ville begære såkaldt dobbeltlukkede døre. Det betyder, at end ikke den rejste sigtelse kan offentliggøres. Politiet oplyste om retsmødet, 16 minutter før det gik i gang.
Sparsomt med oplysninger
Ritzau har efterfølgende fået aktindsigt i retsbogen. Retten har med henvisning til de dobbeltlukkede døre og sagens karakter afvist at give aktindsigt i en stor del af indholdet. Dog fremgår det, at den 15-årige blev anholdt om aftenen den 1. august klokken 23.57.
Det fremgår desuden, at der er tale om en dreng - politiet har alene oplyst alderen på den sigtede, ikke kønnet. Hvor langt fremskreden planlægningen skulle have været, oplyser politiet heller ikke noget konkret om.
- Jeg vil gerne understrege, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget i efterforskningen, der tyder på, at der er en aktuel og konkret fare mod hverken den pågældende skole eller konkrete personer, siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen i pressemeddelelsen.
Torben Simonsen oplyser desuden, at politiet har været i dialog med både de mistænkte og deres forældre samt de personer, der angiveligt var tiltænkt som ofre samt deres forældre.
Hvorledes den 15-årige stiller sig til sigtelsen mod ham, vides ikke. Politiet oplyser det ikke, og Brian Werner Lassen, der er drengens forsvarsadvokat, henviser til, at han ikke må referere fra lukkede retsmøder.
Kommunen ser på sagen med stor alvor
Hos Kolding Kommune lyder det fra kommunaldirektør Merete Dissing, at kommunen ser på sagen med stor alvor, og at de anholdte børn er elever på folkeskolen Alminde-Viuf Fællesskole.
- Når der er dobbeltlukkede døre, betyder det, at hverken jeg eller skolens ledelse kender sagen i detaljer. Men vi forstår naturligvis den bekymring, det kan rejse både hos forældre, elever og medarbejdere, når de hører om, at nogen har været i gang med at planlægge et skoleskyderi, lyder det fra kommunaldirektøren.
- Derfor sætter vi også alt ind på at hjælpe ledelsen med at skabe tryghed for elever, forældre og personale på Alminde-Viuf Fællesskole og samarbejder også med privatskolen Sct. Michaels Skole her i dagene omkring skolestart, så alle kan føle sig trygge, understreger Merete Dissing.
Kolding Kommune er blevet orienteret om sagen og er trådt til med beredskab. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Ritzau afventer en kommentar fra Sct. Michaels Skole.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.