Når de nye kontanthjælpsregler træder i kraft 1. oktober, kan praktisk hjælp fra andre end forældre eller søskende være nok til, at man bliver betegnet som 'samlevende', skriver Avisen.dk. Således får kontanthjælpsmodtagere med børn ret til 1.000 kr. mindre i kontanthjælp og støtte til bolig, hvis de er samlevende frem for at være enlige. For kontanthjælpsmodtagere uden børn er forskellen mellem at være 'enlig' og 'samlevende' 2.300 kr.
Ordet 'samlevende' betyder i forhold til kontanthjælpsloftet ikke, om man bor sammen, har sex sammen eller har fælles økonomi. Der skal mindre til, forklarer Brian Siggaard chefkonsulent for Arbejdsmarked og Erhverv i KL.
- Det er vigtigt at adskille det her fra reglerne, der gjaldt for gensidig forsørgelsespligt for samlevende. Det er en anden og strammere definition af samliv. Der er ikke noget, der siger, du skal bo sammen for at have et samliv, siger han til Avisen.dk.
Brug for netværk
Samlivsreglerne får organisationer for udsatte familier til at råbe op. Blandt andet Home-Start, der yder praktisk hjælp og støtte til omkring 500 familier med småbørn. Risikoen for at blive trukket i kontanthjælp vil afholde nogle fra at få hjælp, mener Lone Møller, landskoordinator for Home-Start Familiekontakt Danmark.
- Det er en fuldstændig syg tankegang. Vi skal da have et samfund, hvor vi hjælper hinanden. Især hvis man er på kontanthjælp, har man da rigtig meget brug for netværk og en hjælpende hånd, siger Lone Møller til Avisen.dk.
Om man er samlevende bliver i de regler, der følger med kontanthjælpsloftet, defineret som et såkaldt 'praktisk eller økonomisk forhold' til en anden voksen, som ikke er nær familie.
Mødrehjælpen har i flere år kendt til problemerne med reglerne om samliv, for det er de samme regler, man bruger til at afgøre, hvem der kan få børnetilskud for enlige.
Uklare regler
Direktør i Mødrehjælpen Mads Roke Clausen mener, at kommunernes grundlag for at afgøre, hvem der er samlevende, er alt for uklart.
- Vi har set et eksempel på nogle, der spiste aftensmad sammen en gang om ugen og blev straffet for det ved at blive set som samlevende. Det er helt ude af proportioner, siger Mads Roke Clausen til Avisen.dk og understreger, at Mødrehjælpen selvfølgelig ikke går ind for socialt bedrageri.
Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, men uden held.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.