dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Efter stor navneforvirring: Plejehjem får nyt navn

Ambulancer og lægebiler er kørt forkert, pårørende er gået forgæves og hospitaler har ringet med informationer om udskrevne beboere til de forkerte plejehjem. Nu skifter plejehjem i Middelfart navn.

MIDDELFART: Den 30. september var der deadline for at komme med ideer til et nyt navn til Plejehjemmet Fænøsundvænget i Middelfart Kommune. Borgerne fik mulighed for give deres besyv med via et opslag på kommunens facebookside, og nu er det nye navn på plads. Fremover skal det hedde Plejehjemmet Havblik.

Dermed er længere tids navneforvirring forbi.

Mange har nemlig i tidens løb forvekslet plejehjemmet med to andre plejehjem i kommunen. Det skriver Middelfart Kommune på facebook. Foruden det nu tidligere Plejehjemmet Fanøsundvænget, er der også et "Plejehjemmet Fanøsund" foruden "Friplejehjemmet Lillebælt", som godt nok ikke har et navn, der minder om de to andre, men til gengæld har adresse på Fanøsundvænget.

Navneforvirringen har fx betydet, at ambulancer og lægebiler nogle gange er kørt forkert, pårørende er gået forgæves, og hospitaler har ringet til det forkerte plejehjem med oplysninger om en beboer, som er blevet udskrevet og på vej hjem.

- Valget faldt på Havblik, fordi det kan have flere betydninger for plejehjemmet, fortæller Bea Jacobsen, som er plejehjemsleder.

- Indimellem er der havblik på Lillebælt i området ud for plejehjemmet, men havblik er også ro, hvilket vi gerne vil skabe for borgerne, selvom hverdagen kan være travl for personalet, fortsætter hun.

Otte borgere har indsendt forslaget om at skifte navn til Plejehjemmet Havblik. De bliver nu kontaktet af kommunen, og kan snart hente en flaske vin på plejehjemmet som tak for forslaget. I alt modtog man 98 forslag.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.