AALBORG: De to ejere og ledere af Bostedet Viljen i Aalborg Kommune har alene i 2023 foretaget private hævninger på i alt 3,15 mio. kr. på trods af, at Socialtilsynet tidligere har sanktioneret bostedet pga. den økonomiske drift. I de to forrige år havde ejerne også trukket millioner af kroner ud af bostedet, som skal hjælpe unge misbrugere med at blive stoffri. Det skriver Kommunen.dk og Politiken.
Socialtilsynet har siden hen tvangslukket bostedet og uddelt en lederkarantæne. I interviews med Kommunen.dk og Politiken erkender de to ejere og ledere, der også danner par privat, at der blev begået fejl på Viljen.
- Selvfølgelig er der ting, jeg kunne have gjort anderledes. Det er jeg den første til at erkende. Det var jeg også dengang. Men jeg prøvede at gøre det så godt, jeg overhovedet kunne, siger Johan Lysdal Larsen, der var den øverste leder på Viljen.
Adspurgt til konsekvenserne for de unge, der på grund af tvangslukningen måtte flytte fra Viljen giver Vibeka Perinpam en undskyldning og forklarer:
- Fordi de skulle flytte herfra. At vi ikke havde nået at få styr på maskinrummet. Og det er da pisseærgerligt. Det er da, at de bliver omsorgssvigtet igen, siger hun og er tydeligt berørt.
Tager ene ansvar for økonomien
De 3,15 mio. kr. som de to ejere hævede i 2023, var det dobbelte af, hvad tilsynet havde godkendt i budgettet for bostedet.
Kim Jacobsen, som er revisor med 35 års erfaring inden for sociale tilbud, kritiserer driften af Viljen efter at være forelagt dokumenter i sagen.
- Det lyder til, at de tømmer stedet for penge. Det hænger ikke sammen, at de hver hiver mere end en million ud til hver af dem hvert år, hvis man skal drive et bosted ansvarligt for offentlige midler, siger han.
Inden 2023 havde lederne både modtaget kritik fra Viljens bestyrelse og fra Socialtilsynet, som i en periode også satte bostedet under skærpet tilsyn.
Ejer og leder Johan Lysdal Larsen fortæller, at Vibeka Perinpam, ikke havde ansvar for økonomien, og det derfor kun var hans ansvar.
Nyt bosted åbnet efter tvangslukning
Johan Lysdal Larsen afviser at have tømt bostedet for penge, og forklarer at hævningerne bl.a. gik til løn. Han synes ikke, han har hævet “en vanvittig høj løn” til sig selv, da han både var leder og pædagog.
Derudover mener han, at han har modtaget forkert økonomisk rådgivning og fortæller, at lidt under halvdelen af de 3,15 mio. kr. i 2023 gik til restskat fra årene forinden.
Socialtilsynet tror dog ikke på den forklaring.
Johan Lysdal Larsen erkender, at han burde have haft bedre styr på tingene, inden han startede bostedet og at beløbene, som blev hævet var for store.
Trods tvangslukningen af Viljen, drives der fortsat bosted i samme bygning. Det nye bosted hedder Skillevejen ApS, missionen er også at hjælpe unge med misbrug og Vibeka Perinpam står som ejer og direktør.
Hvor Viljen var under Socialtilsyn Nord hører det nye bosted til under Socialtilsyn Midt, som har givet postive tilbagemeldinger i godkendelsen.
Læs hele historien på Kommunen.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.