AALBORG: Landets 91 jobcentre er dybt splittede over, hvad deres opgave er. Der er ingen rød tråd i arbejdet med ledige. I stedet definerer det enkelte jobcenter selv sin opgave og målsætning, og hvordan de bliver løst. Men kaosset stopper ikke der. Internt på de enkelte jobcentre er der også flere forskellige opfattelser af, hvad jobcentrets primære opgave er. Det viser en kortlægning af medarbejdere og ledelse på landets jobcentre, skriver videnskab.dk.
- Det er meget alvorligt, fordi politikerne ikke kan have sikkerhed for, at de får implementeret den politik, de beslutter, siger professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet.
Han står bag en række rapporter om medarbejdere i jobcentre sammen med forskerne Kelvin Baadsgaard, Iben Nørup og Søren Peter Olesen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.
Rapporterne blev offentliggjort i januar i år, men professor Henning Jørgensen beskriver dem som en 'videnspumpe med mange problematikker, som vi først nu er begyndt at dykke ned i'.
Cand.scient.adm og ph.d.-stipendiat Iben Nørup Olesen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet har især stået for den kvantitative del af undersøgelsen. Hun mener, at arbejdsløses retssikkerhed bliver truet:
- Som borger kan man umuligt forudsige, hvilken sagsbehandling man får i det enkelte jobcenter. Det er meget tydeligt, at der ikke bare er stor forskel på, hvad jobcentrene tolker som opgaven, men også på hvad medarbejderne mener er opgaven, siger Iben Nørup.
Rapporterne bygger på svar fra 1.121 medarbejdere og chefer i landets 91 jobcentre og dybdegående kvalitative interview med medarbejdere på fire forskellige jobcentre:
• Det ene jobcenter løser opgaven ved at få ledige i aktivering så hurtigt som muligt
• Det andet jobcenter fokuserer på at afklare den ledige om mulighederne i andre brancher
• Det tredje jobcenter fokuserer på den lediges sociale og psykiske problemer
• Det fjerde jobcenter fokuserer på at overholde reglerne, så kommunen får maksimal refusion - det vil sige få udgifter dækket af staten, hvis kommunen lever op til aktiveringsreglerne
bi
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.