DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

"En frisk kvinde" er ikke noget man skal søge efter

Uofficielt opslag på privat Facebook-profil var nok til, at det var en overtrædelse af forbuddet mod kønsbestemt jobannoncering.
15. FEB 2021 11.34

Et opslag, hvor man søger efter "en frisk kvinde", er en overtrædelse af forbuddet mod annoncering efter personer af et bestemt køn, også selvom det ikke er et officielt opslag, men en tilpasset gengivelse på en privat Facebook-profil. Det har Ligebehandlingsnævnet afgjort efter en klage, dog uden at tilkende erstatning til den mand, der havde klaget.

Opslaget gjaldt i den officielle version "dygtige vikarer, både til faste vikariater og løse vikariater" til en kommuneskole, og det fremgik, at opslaget henvendte sig til lærerstuderende, der kunne håndtere undervisning i dansk og idræt. Det fremgik ikke, at skolen konkret ville komme til at mangle undervisere i idræt for piger.

Det var en afdelingsleder imidlertid optaget af, og derfor skrev hun på sin private Facebook-profil blandt andet, at "er du en frisk kvinde som har dansk og idræt på linje - hører vi gerne fra dig". Kommunen har lagt afstand til den uautoriserede gengivelse og tillige henholdt sig til, at den henviste til det officielle opslag, som ikke indeholdt nogen bemærkninger om køn.

Men Ligebehandlingsnævnet vurderer alligevel, at afdelingslederen med sit Facebook-opslag handlede på vegne af skolen. Ordvalget ”en frisk kvinde” er tillige "en klar tilkendegivelse om, at der blev foretrukket kvindelige ansøgere" og derfor ulovligt.

Klageren, en mand, søgte ikke selv de opslående stillinger, men klagede af pricipielle grunde, og havde i øvrigt ikke krævet nogen godtgørelse. Det får han heller ikke, men kun ret i det principielle.

 

Se Ligebehandlingsnævnets afgørelse.