Et brev fra kommunen, der skal afdække, hvilke offentligt ansatte som er omfattet af konflikt, er faldet 3F i Vejle for brystet. Her bedes de ansatte nemlig oplyse, hvilken fagforening, de er medlem af. Og det mener den lokale fagforening er et brud med persondataforordningen. Derfor truer den nu med at køre en sag mod kommunen, skriver Vejle Amts Folkeblad.
Vejle Kommunes HR-chef, Thrine Nørgaard, medgiver over for avisen, at oplysninger om ansattes organisationstilknytning ifølge loven er at regne som personfølsomme oplysninger, men siger samtidig, at oplysningerne er nødvendige for kommunen i tilfælde af en konflikt den 4. april. Hun tilføjer, at de svar kommunen modtager, rent fysisk vil blive låst inde, indtil man ved, om der kommer konflikt eller ej.
Ifølge Thrine Nørgaard er kommunen i dialog med 3F om sagen og hun forventer ikke, at kommunen vil trække sit brev tilbage. Skabelonen til brevet stammer nemlig fra KL og blev senest blev brugt i 2013, da der var konflikt på lærerområdet.
Et lignende brev har fundet vej fra andre kommuner og til de ansatte i forskellige dele af fagbevægelsen, der risikerer at blive omfattet af konflikt, men reaktionerne er forskellige fra sted til sted.
Sagen er nemlig den, at det kun er uorganiserede arbejdstagere og medlemmer af overenskomstløse foreninger som Kristelig Fagforening, ASE og Det Faglige Hus, der ikke er omfattet af en eventuel konflikt. Derfor har kommunerne brug for at vide, hvem de kan forvente at se på arbejde i tilfælde af strejke.
I FOA mener forbundsformand Dennis Kristensen, at arbejdsgiveren ikke kan forlange, at ansatte skal oplyse om deres fagforeningstilhørsforhold. 'Det er en personfølsom oplysning, som arbejdsgiveren i vores øjne hverken må bede om eller lagre i den ansattes personalemappe', skriver han på sin facebookprofil.
Han opfordrer i stedet arbejdsgiverne til at bede de ansatte oplyse, hvis de ikke er omfattet af en eventuel strejke og/eller lockout på arbejdspladsen, således at det kun er uorganiserede eller medlemmer af overenskomstløse foreninger, som skal svare.
Det afgørende er, at oplysningerne ikke gemmes i den ansattes personalemappe. For det er nemlig denne del, som 3F i Vejle protesterer imod.
KL har i sin konfliktvejledning til kommunerne anbefalet at bruge denne formulering:
'Der er fra (dato) varslet konflikt. Konflikten omfatter medarbejdere ansat efter (overenskomstens navn), som er medlemmer af (organisationen). Vi skal bede dig oplyse, om du er omfattet af konfliktvarslet. Hvis vi ikke hører fra dig, lægger vi til grund, at du er omfattet af konflikten.'
Denne formulering bakker fagbevægelsen op om.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.