dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Esbjerg får første fejldiagnose-sag

Efter måneder uden sygedagpenge hiver esbjergenser kommunen ud i en erstatningssag, efter at hun blev diagnosticeret af Piet Casier
29. JUL 2015 13.49

ESBJERG: Esbjerg Kommune skal betale erstatning for mistede sygedagpenge. Det mener en 48-årig kvinde, som fik diagnosen sygdomsefterligning af den dømte psykiater Piet Casier, da hun søgte førtidspension efter trafikulykke. Kommunen vil se på sagen, skriver Fagbladet 3F.

- Jeg kræver erstatning for de måneder, jeg ikke har fået sygedagpenge. Kommunen er den store skurk i og med, de har valgt at bruge Piet Casier, siger Betina Schmidt.

Hun måtte i 2006 opgive sit job efter et piskesmæld. Efter afslag på ansøgning om førtidspension, henviste Esbjerg Kommune hende i 2008 til psykiateren Piet Casier.

Han udstyrer hende i sin speciallægeerklæring med diagnosen ‘sygdomsefterligning'. Eller samme diagnose, som psykiateren sammen med Norddjurs Kommune midt i juli blev dømt til at betale erstatning for til en anden borger.

Kommunen gennemgår alle sager
Direktør i Esbjerg Kommune, Borger og Arbejdsmarked Lise Willer mener, det er forventeligt, at der efter dommen mod psykiateren nu kommer borgere, der vil have genoptaget deres sager og have erstatning.

- Vi gennemgår alle de sager, hvor vi har brugt Piet Casier. Vi begynder i næste uge, og det kommer til at tage tid. Blandt andet fordi der vil være sager, hvor der er behov for en second opinion, siger Lise Willer, der ikke fortryder, at kommunen har brugt Piet Casier.

- På det tidspunkt var det betryggende at bruge ham. Men havde jeg haft den viden om Piet Casier, som jeg har i dag, havde vi selvfølgelig aldrig brugt ham, siger hun.

'Det kommer til at tage lang tid'
Og det bliver en omfattende opgave, som kommunen skal i gang med, siger Henrik Vallø fra De Konservative, der er formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune til DR Syd.

- Lige efter sommerferien går vi nu ind i det og gennemgår samtlige 124 sager. Jeg må også sige, at det er et noget omfattende arbejde, som vi nu skal gå i gang med. Det kommer til at tage lang tid, siger Henrik Vallø.

Henrik Vallø siger, at det er vigtigt for kommunen, at man har handlet rigtigt i alle sagerne, og derfor ser man sig nødsaget til at revurdere sagerne.

- Vi vil gerne vide, om vores afgørelser hviler på et forkert eller et usikkert grundlag. Vi synes, det er nødvendigt at gå ind og kigge på, hvad er det for afgørelser, vi har truffet. Vi vil være helt sikre på, at disse afgørelser er rigtige, forklarer han til DR Syd.

Henrik Vallø kan ikke sige, hvilken betydning sagen får i fremtiden i Esbjerg Kommune.

124 borgere i Esbjerg Kommune har i perioden 2007 til 2009 stiftet bekendtskab med psykiateren Piet Casier. Piet Casier har stået for den udredning, der senere har været afgørende for borgernes videre forsøgergrundlag. For eksempel om man har været berettiget til invalidepension.

I alt har 32 kommuner brugt den omstridte psykiater.

 

rp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/esbjerg-faar-foerste-fejldiagnose-sag

GDPR