dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Farmaceut fik styr på Esbjerg-ældres medicin

Nye standarder for medicinhåndtering samt bedre dokumentation, øget uddannelse og samarbejde med læger, apotek og sygehus gav resultater
23. AUG 2012 9.37

ESBJERG: Esbjerg vil løfte kvaliteten af medicinhåndteringen på kommunens plejecentre. Nye standarder for medicinhåndtering skal sammen med bedre dokumentation, øget uddannelse og samarbejde med læger, apotek og sygehus sikre, at beboerne får den rette medicin.

Nogle beboere på landets plejehjem har desværre fået forkert medicin. Det viser de nyeste tilsynsrapporter fra Sundhedsstyrelsen fra 2011. Esbjerg har allerede længe haft fokus på problemet og er i fuld gang med tiltag, som skal løfte kvaliteten i håndteringen af de ældres medicin.

- Vi har igennem to år kørt et projekt, som havde til formål at finde uhensigtsmæssigheder i medicinhåndteringen på kommunens plejecentre. Det gjorde vi for at finde ud af, hvor vi skulle sætte ind for at højne kvaliteten i håndteringen af de ældres medicin. For det er klart, at beboerne på vores plejecentre skal kunne være trygge ved, at de får den rette medicin, siger formand for Sundhed og Omsorgsudvalg Henning Ravn (V).

I projektet gennemgik en farmaceut medicinen til udvalgte beboere, og projektet viste, at der var udfordringer både med at håndtere medicinen korrekt og sikre, at beboerne får den medicin, som har størst virkning og færrest bivirkninger.

Sætter ind på flere fronter
Derfor har Esbjerg Kommune nu lavet nye standarder og retningslinjer for medicinhåndteringen, og både sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere er blevet eller bliver uddannet heri. Uddannelsen skal sikre, at de medarbejdere, som får uddelegeret ansvaret for at håndtere beboernes medicin, også har de nødvendige kompetencer dertil. Også praksis for, hvordan medarbejderne skal dokumentere beboernes medicin, er ændret.

Samtidig arbejder kommunen på et fortsat godt samarbejde med læger, apotek og sygehus om medicinen til plejecentrenes beboere.

- Det handler først og fremmest om livskvalitet for den enkelte. Hvis man som ældre i forvejen er svag og syg, kan forkert medicin føre til indlæggelse på sygehus. Noget, som de fleste helst vil undgå. Men unødige indlæggelser har også betydning for kommunens økonomi. Derfor har vi al mulig grund til at sikre, at de ældre får den rette dosis medicin, siger Henning Ravn.

- Rod i de ældres medicin er et landsdækkende problem, som kalder på en national løsning. Det har vi i Esbjerg Kommune været med til at sætte på dagsordenen bl.a. ved at præsentere Esbjerg-projektets resultater for Folketingets sundhedsudvalg. Vi bidrager meget gerne til en national dialog om medicinhåndtering på tværs af aktører i det nære sundhedsvæsen, siger direktør for Sundhed & Omsorg, Arne Nikolajsen.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/farmaceut-fik-styr-paa-esbjerg-aeldres-medicin

GDPR