AARHUS: Aarhus Kommune er nu klar med sin redegørelse omkring de forhold, der i september fik kommunen til at hjemsende medarbejdere på UC Gadeplan og Kontaktstedet og politianmelde flere forhold.
Både medarbejdere og en afdelingsleder blev hjemsendt, fremgår det af redegørelsen, som TV2 Østjylland har gennemgået. I alt er fem ansatte siden blevet afskediget, og en ansat har valgt selv at opsige sin stilling. Desuden har yderligere tre ansatte fået en tjenstlig advarsel.
Den omfattende afdækning afslører blandt andet, at der er sket systematisk snyd med vagter og arbejdstid gennem en længere periode. Der er også foregået misbrug af værestedets busser. Her skal flere medarbejdere have brugt Gadeplans busser privat. Det er opdaget, efter at man i februar konstaterer, at én bus ikke er set på matriklen i en måned.
Uden nærmere specifikation viser afdækningen yderligere, at der ikke kun er tale om en enkeltstående hændelse. Derfor kan der være tale om, at der er opstået en kultur, hvor flere medarbejdere har brugt busserne privat.
Også medarbejderkulturen er blevet kigget efter i sømmene. Der er to eller flere grupperinger i medarbejdergruppen, og her synes særligt én at spille en afgørende rolle i forhold til samarbejde og ledelsens autoritet. Generelt har konfliktniveauet været højt, og der har været en høj mistillid til hinanden, lyder det.
Den sidste grelle problemstilling ifølge kommunen er, at et runderingsskema fra en aftenvagt var blevet lækket. Med it-undersøgelser forsøgte kommunen tilbage i juni selv at afdække, hvordan lækken er sket, men uden held. Efterfølgende blev der holdt individuelle samtaler med medarbejderne for at finde kilden til lækket, men igen uden held.
Igen i oktober blev der i forlængelse af hjemsendelsen af ansatte iværksat it-undersøgelser, men heller ikke de gav resultat. Med andre ord har den eller de ansatte, der har lækket skemaet, gjort det så diskret, at det ikke kan spores.
Den politiefterforskning, som blev igangsat af forholdene, er også afsluttet. Det oplyser Østjyllands Politi til kommunen. Det skyldes blandt andet, at de afhørte medarbejdere ikke ønsker at anmelde strafferetlige trusler, fremgår det.
Derudover er der også i redegørelsen en beskrivelse af, hvordan der er arbejdet med trivslen blandt medarbejderne lokalt, og at den lokale ledelse også løbende har konstateret en række problemstillinger blandt de ansatte.
Vurderingen i redegørelsen er, at initiativerne fra ledelsens side ikke har været tilstrækkelige og i nogle tilfælde ligefrem fraværende, fremgår det. Med kringlede formuleringer bemærkes det også i redegørelsen, at ledelsen har forsøgt at klare problemerne selv og ikke informeret opad i systemet i tilstrækkelig grad.
Redegørelsen bliver fremlagt i forbindelse med udvalgsmøde i social- og beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune onsdag 7. december.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.