
RINGSTED: Det var et hårdt slag i maven, der ramte Ringsted Kommune, da slagterrikoncernen Danish Crown den 18. april meddelte, at slagteriet i Ringsted lukker, hvorfor cirka 1.200 medarbejdere mister deres job.
Nu starter arbejdet med at hjælpe de mange medarbejdere videre. I næste uge rykker 13 jobkonsulenter fra jobcentrene i Ringsted, Holbæk, Slagelse, Næstved, Faxe og Sorø kommuner ud til Danish Crown for at tilbyde samtaler til alle de fyrede medarbejdere.
Det oplyser Ringsted Kommune, som har afsat ekstra to mio. kr. til indsatsen.
- Lige siden vi fik den triste nyhed om, at Danish Crown lukker deres slagteri i Ringsted, har vi på tværs af alle partier i byrådet haft fuldt fokus på at hjælpe de mange medarbejdere, som nu står i en meget svær situation, siger borgmester Klaus Hansen (V).
Uddannelsesmesser og minijobcenter
Når de fyrede medarbejdere i næste uge får mulighed for at tale med en af de 13 jobkonsulenter, vil snakken bl.a. falde på, hvor og inden for hvilke brancher der mangler arbejdskraft, og hvor der derfor kan være gode muligheder for at finde et nyt job.
Derudover har Ringsted Kommune planlagt en større uddannelsesmesse for de fyrede medarbejdere i juni og august. Efter sommerferien rykker kommunens jobcenter ud til Danish Crown med et mini-jobcenter, som skal hjælpe de medarbejdere, som endnu ikke har fået nyt job.
- Vi hverken kan eller skal løse den her opgave alene i Ringsted Kommune. Derfor er jeg også rigtig glad for den store opbakning, der har været til den indsats, vi nu skal i gang med, siger Susanne Frydenlund, arbejdsmarkedscenterchef i Ringsted Kommune.
- På tværs af kommuner og stat kan vi nu møde de fyrede medarbejdere med et indgående kendskab til de uddannelses- og jobmuligheder, der er lige nu for den enkelte, fortsætter hun.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.