
ODENSE: I dag har Odense Kommune taget skridt til at nedbringe antallet af plejebørn i den plejefamilie i Odense, som i sommerens løb kom i medierne på baggrund af en videofilmet konflikt mellem et 13-årigt plejebarn og moderen i plejefamilien. Det oplyser kommunen.
Det sker blandt andet med afsæt i en uafhængig undersøgelse fra CESA - Center for Socialt Arbejde, som også vurderer, at det var 'både forsvarligt og hensigtsmæssigt', at Odense Kommune lod plejebørnene forblive i plejefamilien, mens undersøgelsen stod på.
- Vi har hidtil prioriteret hensynet til, at søskendeflokken vokser op sammen, meget højt, som Barnets Reform tilskriver. Men samlet set er belastningsgraden i plejefamilien nu så høj, at plejeforældrenes ressourcer og kompetencer ikke matcher den store opgave, som det er at have fire børn i pleje, siger chefen for Børn- og Familieafdelingen i Børn- og Ungeforvaltningen, Lone Tue Hansen.
Partshøringer
Odense Kommune skal nu partshøre de biologiske forældre samt plejeforældrene og gennemføre samtaler med børnene med henblik på at finde de bedste fremtidige løsninger. I øjeblikket bor der fire børn i alderen 0 til 16 år hos plejefamilien, men i en kort overgang boede der fem, indtil den 13-årige dreng, som var involveret i den videooptagede konflikt, flyttede. Odense Kommune lægger nu op til, at der fremover skal være færre børn.
- Jeg er tilfreds med den vurdering, som forvaltningen lægger op til, selv om den kan påvirke de tætte relationer mellem de søskende. Men jeg har tiltro til, at vi finder alternative løsninger, som kan tilgodese de meget vigtige indbyrdes relationer i en søskendeflok, siger børn- og ungerådmand Brian Dybro (SF).
bi
Odense Kommune baserer sin nye vurdering og beslutning på samtaler med de implicerede, 10 års sagsakter, en intern redegørelse samt den tilsynsrapport, som den private virksomhed CESA - Center for Socialt Arbejde - foretog på baggrund af et skærpet tilsyn, bestilt af Odense Kommune.
Kilde: Odense Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.