Flere og flere anbragte børn og unge går i almindelige folkeskoler, og der trives de gennemgående godt, viser en ny undersøgelse fra SFI.
Mange fortæller, at de har en lærer der inspirerer dem, og der er kommet flere blandt de anbragte børn og unge, som gerne vil tage en uddannelse. Undersøgelsen Anbragte børn og unges trivsel 2016 dokumenterer dog også, at anbragte børn og unge langt oftere end deres jævnaldrende viser tegn på mistrivsel og føler sig ensomme.
SFI har for anden gang spurgt godt 1500 børn og unge, som er anbragt udenfor hjemmet, hvordan de selv oplever deres liv og hverdag. I undersøgelsen deltager børn og unge på 11-17 år, som er anbragt i familiepleje, på institution, på socialpædagogisk opholdssted eller som bor på eget værelse eller kost/efterskole.
Den første undersøgelse udkom i 2014, og den nyeste undersøgelse viser, at de fleste anbragte børn stadig trives godt der, hvor de bor. Næsten 9 ud af 10 svarer, at de føler sig holdt af og er glade for deres anbringelsessted.
Gode oplevelser i skolen
Undersøgelsen viser også, at flere anbragte børn og unge nu går i almindelig grundskole – og at flere af dem trives der: Hvor 86 pct. af børnene i 2014 fortalte, at de var glade for at gå i skole, gælder det nu 90 pct.
De anbragte børn og unge har også fået et mere positivt syn på deres lærere: Flere fortæller nu, at de har lærere, der giver dem lyst til at lære mere, og flere oplever, at deres lærere sørger for faglige udfordringer.
Den positive udvikling ses også, når det gælder ønsker til uddannelse: Her svarer over hver tredje, at de gerne vil have en erhvervsuddannelse, mens lige så mange gerne vil have en videregående uddannelse. I 2014 regnede kun 25 pct. af de anbragte børn og unge med, at de ville tage en videregående uddannelse. Det er især de 17-årige og pigerne, der har fået større lyst til uddannelse.
Sårbar gruppe
- Vi ved fra andre undersøgelser, at anbragte børn i højere grad end deres jævnaldrende falder ud af uddannelsessystemet, når de er mellem 17 og 19 år – men vores undersøgelse viser, at der i årene inden da, faktisk er både lyst til og motivation for uddannelse, som de professionelle omkring de unge kan gribe og arbejde med, siger seniorforsker Mette Lausten, der har ledet undersøgelsen.
Undersøgelsen bekræfter samtidig, at anbragte børn og unge er en sårbar gruppe: Godt hver femte har en langvarig sygdom eller et handicap, og fire ud af ti giver udtryk for, at de mistrives og har mentale problemer. Desuden er ensomhed mere udbredt blandt anbragte børn end blandt børn generelt.
Det er særligt børn og unge, som er anbragt på døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted, som har det svært. Der er også færre blandt dem, der føler, at de voksne omkring dem holder af dem og støtter dem socialt, end der er blandt børn og unge i familiepleje.
Undersøgelsen er iværksat og finansieret af Børne-og Socialministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.