SJÆLLAND: I Region Sjælland er antallet af borgere i beskæftigelse stigende. Der er fire pct. flere i beskæftigelse i år end sidste år, viser regionens uddannelsesanalyse. Samtidig er der et færre antal borgere på offentlige forsørgelse.
Regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) fortæller, at det især er vigtigt at understøtte uddannelsesområdet for, at udviklingen fortsætter. Der er nemlig stadig udfordringer, når det kommer til uddannelsesniveauet i Region Sjælland.
Uddannelsesanalysen viser, at 18 pct. af alle børn og unge i regionen forlader grundskolen uden at have opnået 02 i dansk og matematik, og i halvdelen af regionens 17 kommuner er tallet over 20 pct. Dette udgør en udfordring, da de fleste ungdomsuddannelser har et krav om 02 i dansk og matematik.
Selv om regionen fortsat ligger et godt stykke efter de øvrige regioner, når man ser på antallet af borgere, der som 25-årige har gennemført en ungdomsuddannelse, er der en positiv udvikling. Tallet har ligget stabilt på 72 pct. af en ungdomsårgang i flere år, men er i år steget til 73 pct. Landsgennemsnittet er på 85 pct.
Flere vælger opkvalificering
Analysen viser også, at der har været stigende tilslutning til opkvalificering gennem AMU-kurser, som er for voksne borgere. Antallet af kursister er steget med 6.000 i perioden 2013-2023, og der er høj gennemførsel på kurserne.
I analysen indgår en række interviews, hvor kursisterne giver udtryk for, at kurserne har givet dem nye kompetencer og ny selvtillid til trods for at have haft en dårlig oplevelse i deres tidligere skolegang.
- Med den stigende beskæftigelse har vi brug for alle mand på dæk – uanset om du er ung eller voksen. Samtidig er uddannelse et væsentligt middel til at forbedre den generelle sundhedstilstand. Gennem regional udvikling støtter vi uddannelse og arbejdspladser, og der er en vigtig sammenhæng mellem sundhedsopgaver og de regionale udviklingsopgaver. En fortsat sammenhæng vil kunne bidrage til større lighed i sundhed, siger Trine Birk Andersen.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.