
Med indførelsen af en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse - epx - er det regeringens ambition, at langt størstedelen af unge i fremtiden skal gå i gymnasiet på én af i alt tre linjer.
Ambitionen er, at størstedelen af alle unge tilbydes en gymnasieuddannelse, så der fremover bliver én tydelig vej efter grundskolen: En gymnasial uddannelse med tre spor.
Med reformen får de unge bedre tid til at tænke sig om, og man undgår, at for mange vælger det almene gymnasium, forklarede undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) på et pressemøde tirsdag formiddag.
Samtidig med oprettelsen af epx skærpes karakterkravene på det almene gymnasium stx og handelsgymnasiet hhx til et gennemsnit på 6 mod i dag 5. De to gymnasielinjer skal være for de unge, der ønsker et bogligt højt niveau og er motiverede for at læse videre på en videregående uddannelse.
Den nuværende tekniske gymnasieretning htx, vil formentlig blive helt eller delvist integreret i stx, fordi søgningen er for lav. Det skal sikre, at eleverne samles i attraktive faglige og sociale ungdomsmiljøer på trods af de faldende ungdomsårgange, men løsningsmodellen er ikke på plads endnu.
Faglige epx-retninger
På den nye epx vil de unge blive mødt af en kombination af praktisk og teoretisk undervisning. Uddannelsen vil tage to år og give adgang til erhvervsuddannelser og være adgangsgivende til erhvervsakademiuddannelserne samt visse professionsbacheloruddannelser som eksempelvis socialrådgiver, bioanalytiker og radiograf.
Det bliver muligt at tage en overbygning på et år, der giver generel adgang til de øvrige professionsuddannelser som eksempelvis folkeskolelærer, sygeplejerske og bygningskonstruktør. Derudover giver en udvidet fagpakke på op til seks måneder adgang til akademiske bacheloruddannelser.
Det vil kræve en bestået afgangseksamen fra grundskolen at komme ind på epx. Det kan give op mod 11.500 flere unge adgang til en gymnasieuddannelse.
Unge, der begynder på epx, skal vælge linje efter deres faglige interesse eller nysgerrighed. Det kunne for eksempel være linjer som ’Handel og kontor’, ’Velfærd og sikkerhed’ eller ’Håndværk og teknik’.
Uanset valg af linje er ambitionen, at de unge mødes i et fælles ungdomsmiljø, hvor de kan spille bordfodbold, synge morgensang, spille musik, lave musical, gå i fredagsbar, til gymnasiefester og til den årlige gallafest med de andre gymnasieelever på skolen, fremhæver regeringen.
Der skal også være en studenterhue på epx. Hvor stx i dag har rødt bånd og hhx kongeblåt bånd i huen, kan epx-huen fx være grøn, hedder det.
Slut med 10. klasse
10. klasser afskaffes ifølge udspillet helt. Dog vil efterskolerne fortsat kunne tilbyde et 10. skoleår, hvor det faglige indhold minder om indholdet af og kravene til 10. klasse i dag.
Det vil dog ikke længere være muligt at aflægge folkeskolens prøver i det 10. skoleår på efterskole og dermed forbedre karaktergennemsnittet af folkeskolens afgangseksamen, foreslår regeringen.
Elever, der ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen, får mulighed for at aflægge en prøve på efterskolen, der giver adgang til epx. Frie fagskoler får samme mulighed for at tilbyde et tilsvarende fagligt skoleår efter 9. klasse.
Flere penge
Regeringen vil investere cirka 2,3 mia. kr. ekstra i ungdomsuddannelserne fra 2030 og frem, hvilket svarer til cirka 10 pct. mere end i dag.
Derudover foreslår regeringen at afsætte samlet set 4,8 mia. kr. i 2027-2034, svarende til i gennemsnit cirka 0,6 mia. kr. årligt, til engangsinvesteringer i bygninger, værksteder og udstyr til det nye praktiske gymnasium samt omlægning af uddannelses- og institutionslandskabet.
Samtidig afsættes der cirka 5 milliarder kroner varigt til at drive epx, når uddannelsen er fuldt indfaset.
Farvel til VUC
Den toårige hf forsvinder ifølge udspillet som selvstændig uddannelse, og VUC forsvinder som selvstændig institutionstype, men fremover vil der fortsat være uddannelsestilbud til voksne og supplerende gymnasiale enkeltfag.
En række VUC-afdelinger er økonomisk udfordrede på grund af faldende aktivitet og foreslås nedlagt.
Enkelte fagligt og økonomisk bæredygtige institutioner, som i dag er et VUC, vil dog kunne fortsætte med udgangspunkt i udbud af voksenuddannelser og gymnasiale enkeltfag. Det kan man eksempelvis forestille sig vil gælde i de største byer. VUC’ernes uddannelsestilbud vil dog de fleste steder i landet skulle udbydes på andre institutioner.
Regeringen vil prioritere, at der også fremadrettet er almene uddannelsestilbud til voksne, hvor sigtet er opkvalificering eller løft af basale færdigheder, hedder det i udspillet.
Hele udspillet "Flere i gymnasiet" kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.