
De unge ser ud til at blive de store tabere på arbejdsmarkedets nyere slagmark med korte ansættelser, løs tilknytning og mindre tryghed. Antallet af unge mellem 16 og 29 år, der bliver forsørget af det offentlige, er nemlig steget med 30 pct. fra 2007 til 2016, viser tal fra Danmarks Statistik, skriver Ugebrevet A4. Det er vel at mærke uden at tage de 292.014 SU-modtagere med i regnestykket. I tørre tal fik 92.057 en eller anden form for offentlig ydelse i 2007. Det tal var steget til 119.639 i 2016.
Til sammenligning er antallet af danskere i den erhvervsaktive alder på offentlig forsørgelse i samme periode faldet cirka seks pct.
En del af stigningen kan tilskrives den demografiske udvikling. De seneste ti år er antallet af unge mellem 16 til 24 år nemlig steget med 19 pct., mens det for gruppen i alderen 24 til 29 år er steget med 16 pct.
Lektor på Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, Mette Lykke Nielsen vurderer, at en del af forklaringen kan være, at de unge er blevet ramt af omstillingen til det løsere arbejdsmarked, som generelt er kendetegnet af kortere ansættelser, løsere ansættelsesvilkår, mindre tryghed og dårligere aflønningsforhold. Det, som forskerne kalder for 'det prekære arbejdsmarked'.
- Samtidig ser vi en opblomstring af ufrivillige deltidsstillinger, vikaransættelser og midlertidige stillinger. I alle de statistikker, der indikerer prekariatet, er de unge overrepræsenterede. Derfor vil det være en logisk forklaring, siger hun.
Gælder både ufaglærte og akademikere
Socialchefernes landsformand, Helle Linnet, fra Kalundborg Kommune møder flere unge, der har svært ved at blive fastansatte og derfor må nøjes med vikariater, projektstillinger og lignende.
- Jeg møder flere og flere unge mennesker, som får korte ansættelser. Der tænker jeg også på, hvad det får af betydning for deres pensionsopsparing, når man bliver ansat på den måde, siger Helle Linnet og forklarer, at det både gælder ufaglærte og de nyuddannede akademikere fra landets højere læreanstalter, siger hun.
For beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er det afgørende, at unge ikke sidder for længe fast på offentlig forsørgelse, fordi det gør vejen til arbejdsmarkedet længere. Han lægger vægt på, at udviklingen i de seneste år er begyndt at gå i den modsatte retning.
- Det er godt og skyldes især, at det er bedre tider, men også kontanthjælpsreformen, hvor et bredt flertal satte ydelsen ned til SU-niveau for uddannelsesparate. Regeringen er optaget af, at flere kommer væk fra offentlig forsørgelse og bliver en del af arbejdsmarkedet. Derfor har vi blandt andet også indført 225-timerskravet, hvor vi stiller krav om, at dem, der kan arbejde, skal arbejde, siger han.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.