
LÆSØ: - Flygtninge giver omsætning og bedre økonomi i et lille samfund.
Det siger borgmesterne på Læsø, Danmarks mindste kommune. Derfor vil han gerne modtage flere flygtninge end det planlagte antal, fortæller DR Nordjylland.
- Vi er 1800 mennesker herovre, så hvis vi får ti flygtninge, så er det en relativt stor procentdel af vores indbyggere, og det giver alt andet lige en støre omsætning i vores samfund, siger borgmester Tobias Birch Johansen (V) til DR Nordjylland.
Bornholm var for langt væk
Dermed lægger borgmesteren sig på linje med lokalpolitikere fra bl.a. Bornholm og Langeland. Her italesætter man også, hvordan øer der kæmper med fraflytning og mangel på arbejdspladser, kan have direkte gavn af flere flygtninge.
- For eksempel kunne et asylcenter give beskæftigelse til pædagoger og socialrådgivere. Og det ville også være godt, hvis vi kunne få flere børn i skolerne, lød det i sommer fra Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) til DR Bornholm.
Her efterlyste hun flere flygtninge til øen. Udlændingestyrelsen var også på besøg, men endte med at vurdere, at Bornholm er for langt væk.
Læsø har to flygtninge
Men nu vil Læsøs borgmester sammen med kommunalbestyrelsen undersøge, hvordan økonomien ser ud, og hvor mange flygtninge de reelt kan modtage.
- Man kan sige, at flygtningene kommer, vi tager os af dem, og vi hjælper dem til et integrationsforløb, som forhåbentlig bliver rigtig godt, men de yderligere borgere på Læsø vil alt andet lige få noget ud af det her, fordi vores økonomi vil være nemmere at få til at hænge sammen, siger borgmesteren til DR Nordjylland.
Læsø Kommune har i øjeblikket to flygtninge, der dog bor i Hjørring Kommune, da de er for få til at modtage sprogundervisning på øen.
Der er yderligere otte på vej, men politikerne vil altså undersøge, om de kan modtage endnu flere.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.