AALBORG: Tre måneder. Så lang tid kan det tage for en flygtning at få en bankkonto. Og uden en bankkonto er det vanskeligt at få for eksempel en telefon eller et rejsekort, fordi abonnementer og lignende ofte bindes op på bankkontoen, skriver DR Nordjylland.
Flygtningene må i stedet hente kontante beløb til mad og husleje på et kommunalt kontor. Det er dog ikke alle pengene, der kommer fra kommunen, fortæller Lars Peder Øgaard, leder af Socialcenter Integration i Aalborg Kommune, som oplever problemet på nært hold.
- En del af pengene til flygtningene kommer fra UdbetalingDanmark, og de penge kan flygtningene simpelthen ikke modtage. Så de får problemer med at betale deres husleje, deres regninger og få mad på bordet, siger han til DR Nordjylland.
Kan gå udover forholdet til samfund
I øjeblikket ligger der 40 sager omhandlende bankkonti hos Socialcenter Integration i Aalborg. Ventetiden går ifølge Lars Peder Øgaard udover mere end bare det praktiske.
- De kan ikke tage kontrol over deres liv. Vores formål i kommunen med at få dem i gang som mennesker og agere som danskere kan ikke blive opfyldt, for vi er nødt til tage opgaven med at få betalt deres regninger og deres husleje på os, siger han.
Ifølge udviklingschef i frivilligafdelingen hos Dansk Flygtningehjælp, Jakob Myschetzky, kan det gå ud over flygtningenes forhold til det samfund, de er kommet til, når de mangler et så basalt værktøj som en bankkonto.
- Det, at flygtningene skal henvende sig, og at man bliver klientgjort, det går imod oplevelsen af et værdigt liv i et nyt land, hvor man skal bygge en tilværelse op, siger han.
Bankerne tolker loven stramt
Problemerne opstår, fordi bankerne skal holde sig til en lovgivning om identifikation. Men de nyankomne flygtninge har ofte ikke den dokumentation, bankerne kræver, og det er for eksempel et pas.
Hos Aalborg Kommune oplever man hos nogle banker en generel modvilje i forhold til at oprette bankkontiene, og at bankerne tolker loven stramt. Ifølge juridisk direktør hos bankernes organisation FinansDanmark, Kenneth Joensen, er der en god grund til, at bankerne er forsigtige.
- Vi skal være sikre på, hvem kunderne er, og ja, vi er forsigtige, det skal vi være, for vi skal overholde hvidvask- og terrorfinansieringslovgivningen. Det kan give nogen udfordringer indimellem, det må jeg erkende, siger han til DR Nordjylland.
Hos KL oplever man, at problemet findes flere steder i landet, hvor der i nogen kommuner er lang ventetid og i andre mindre. Derfor er KL nu gået i dialog med FinansDanmark for at oprette nogle fælles anbefalinger, som kan hjælpe kommunerne og den enkelte bankrådgiver til at formindske ventetiden for flygtningene.
Aalborg Kommune modtager i gennemsnit 20 flygtninge om måneden.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.