
Siden sommerferien har skolerne i stigende grad ikke kunnet få undervisningen til at hænge sammen uden vikarer. I tredje kvartal i år har skolerne derfor annonceret efter 234 lærervikarer, skriver Ugebrevet A4.
Antallet af jobannoncer efter lærervikarer er på det højeste niveau i seks år. Sidste år søgte skolerne kun 141 lærervikarer i tredje kvartal, viser tal fra landets største jobportal, Jobindex, som Ugebrevet A4 har analyseret.
Niels Egelund, der er centerleder på Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, siger, at de mange vikartimer betyder, at eleverne får mindre udbytte af undervisningen.
- Det er logik for burhøns, at undervisningen med vikarer bliver af en ringere kvalitet. Det skyldes, at vikaren ikke har fulgt undervisningen før, ikke kender eleverne og møder dem som et blankt stykke papir, siger Niels Egelund.
Han mener, det mest optimale er, at andre lærere fra skolen, som børnene kender, tager vikartimerne. Det er bare ikke altid muligt.
Elever mangler fagligt indhold
Heller ikke formanden Miranda Wernay Dagsson for Danske Skoleelever mener, at vikarer i undervisningen er optimalt.
- Timerne med vikar bliver ofte til, at nu skal vi se en film eller tegne en tegning, men det er der ikke meget fagligt indhold i. Hvis en lærer er langtidssygemeldt, og der er mange vikartimer uden indhold, går man glip af rigtig meget læring, siger Miranda Wernay Dagsson.
I Danmarks Lærerforening mener man, at det er skolereformen, der resulterer i flere vikarer. Mindre forberedelse og flere undervisningstimer stresser nogle lærere så meget, at de bliver syge.
- Mange oplever, at der er alt for mange opgaver i forhold til arbejdstiden. Det er utilfredsstillende, hvis man ikke kan nå at forberede undervisningen, og så skal der ikke meget til, før man vælter, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.