Ensomhed er lige så skadelig som rygning, mener forsker og psykolog Karen Pallesgaard Munk. Hun leder de næste tre år et landsdækkende forskningsprojekt på VIA University College i Holstebro, som skal vise, hvordan enlige, kortuddannede, ældre mænd kan få en bedre alderdom.
Enlige gamle mænd plages ofte af sygdomme, men går ikke meget til læge. Tit dør de tidligt. Nogle af dem, der aldrig har haft en partner, gemmer sig i lejligheder i storbyer, men de bor også i landområder, og Karen Pallesgaard Munk har en aftale med Holstebro Kommune, der vil finde nogle af de mænd, som skal fortælle om deres ønsker til et godt liv.
Kommunerne tilbyder forebyggende hjemmebesøg til ældre over 75 år. Men ifølge Karen Pallesgaard Munk er det muligvis for sent, fordi kortuddannede, enlige mænd ifølge statistikken har en overdødelighed før 75 års alderen.
- Ældre kvinder klarer sig generelt bedre end ældre mænd. Det gælder også for enker i forhold til enkemænd. Formentlig er det noget kulturelt, der spiller ind, siger hun.
Projektet er finansieret af VIA Aldring & Demens i Holstebro, som er begyndt at få forskningsmidler fra staten og kan dermed igangsætte større forskningsprojekter med forskningsledelse. Derudover støttes undersøgelsen med samlet op mod 2,5 mio. kr. fra Velux Fonden og EGV Fonden under Ensomme Gamles Værn.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.