
Regeringspartierne Venstre, Liberal Alliance og De Konservative samt Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale er blevet enige om et nyt forsvarsforlig frem til 2023. Forliget tilfører Forsvaret 12,8 mia. kr. i perioden fra 2018 til 2023 og indebærer 700 nye ansatte og 500 flere værnepligtige.
Med forliget øges Forsvarets budget med 0,8 mia. kr. i 2018 stigende til 4,8 mia. kr. i 2023, svarende til en forøgelse af Forsvarets årlige bevilling med mere end 20 pct. Forsvarets andel af bruttonationalproduktet vokser dermed fra 1,17 pct. til 1,3 pct. - stadig et stykke fra Natos målsætning på 2 pct., men dog ifølge forligspartierne 'en substantiel investering i Forsvaret som et stærkt værn om Danmark'.
De 700 nye job i forsvaret fordeler sig regionsvis med omkring 420 til Syddanmark (den jyske del), 190 til Midtjylland og 100 til Hovedstaden (Bornholm). Nordjylland der i forvejen var utilfreds med ikke at have fået noget i seneste #UdMedStaten-runde, får heller ingen af de forsvarsjob, som regionsrådsformand Ulla Astman (S) ved den lejlighed erklærede ikke så attraktive som andre statsjob. Også Sjælland og Hovedstaden uden for Bornholm går i nul ved tildelingen af forsvarsjob.
Fordelt på lokationer er fordelingen som følger:
- 0 Frederikshavn: Tilførsler og effektiviseringer opvejer hinanden.
- 0 Aalborg: Tilførsler og effektiviseringer opvejer hinanden.
- ÷50 Karup (Viborg Kommune): Tilførsler overgås af nedlæggelser og effektiviseringer.
- 240 Holstebro: Tilførsel af stabskompagni og kampvognseskadron.
- 0 Skive: Tilførsler og effektiviseringer opvejer hinanden.
- 140 Fredericia: Tilførsel af føringsstøttekapaciteter overgår effektiviseringer.
- 70 Oksbøl (Varde Kommune): Tilførsel af kanonbatteri og luftværn overgår effektiviseringer.
- ÷20 Varde: Tilførsel af efterretningsbataljon overgås af effektiviseringer.
- 250 Haderslev: Tilførsel af infanteribataljon overgår fraflytning og effektiviseringer.
- ÷20 Skrydstrup (Haderslev Kommune): Effektiviseringer.
Dog vil der frem mod 2027 komme 50-100 årsværk sammen med de nye F35 kampfly. - 60 Korsør (Slagelse Kommune): Tilførsler overgår effektiviseringer.
- ÷20 Slagelse: Effektiviseringer.
- 0 Vordingborg: Tilførsler og effektiviseringer opvejer hinanden.
- 100 Bornholm: Tilførsel af opklaringseskadron overgår effektiviseringer.
- 0 København: Forventes uændret trods fraflytninger og effektiviseringer.
Det bemærkes, at tallene ikke summer helt op til de ovenfor nævte regionsvise fordeling. Det skyldes afrundinger foretaget af Forsvarsministeriet.
Foruden de faste job øges antallet af værnepligtige med 500, der fordeles på Den Kongelige Livgarde, en ny brigade og det statslige beredskab. Den nye brigade skal bestå af ca. 4.000 soldater, der kan indsættes som led i en Nato-koordineret indsats.
Andre store militære elementer i forsvarsforliget er et cybersituationscenter - hertil og til at styrke cyberberedskabet i det hele taget er der 1,4 mia. kr. og til internationale operationer ekstra 500 mio. kr., en tredobling i forhold til nu. Disse midler skal ikke kun gå til militære operationer, men også til stabiliseringsindsatser.
Se Forsvarsministeriets lister over Konsekvenser for tjenestesteder og se hele forligsteksten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.