LEMVIG: Arbejdsglæden hos medarbejderne i Lemvig Kommune er helt i top, viser en ny undersøgelse. Faktisk er tilfredsheden så stor, at den placerer kommunen blandt de bedste 30 pct. af mellemstore offentlige og private virksomheder i Norden med mellem 300 til 1.500 medarbejdere.
- Resultaterne understøtter, at vores fokus på arbejdsglæde har båret frugt. Og glade og tilfredse medarbejdere er de bedste ambassadører for vores kommune. Jeg er ikke i tvivl om, at arbejdsglæde og produktivitet hænger tæt sammen. Så det er på alle måder en god investering, siger kommunaldirektør Birgit Fogh Rasmussen fra Lemvig Kommune.
Samtidig viser nye tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor sygefraværet for hele 2014. Og her kan man se, at kommunen har Lemvig laveste sygefravær med 9,6 årlige sygedage - skarpt forfulgt af Esbjerg med 9,7 årlige sygedage
- Vi er naturligvis stolte over placeringen. For vi arbejder systematisk med medarbejdertilfredsheden, der er afgørende for et lavt sygefravær, siger økonomi- og HR-chef Ove Weller Nielsen fra Lemvig Kommune.
To år i træk
I 2013 havde Lemvig også Danmarks laveste sygefravær. Den gang fortalte HR-konsulent Steen Møller Nielsen til dknyt, at han faktisk ikke var sikker på, hvorfor Lemvigs medarbejdere så sjældent var syge. Det nærmeste han kunne komme en forklaring var solid vestjysk muld under fødderne og en særlig kultur
'Folk skal jo nærmest sendes hjem, når de er syge. Men jeg tror også, at den kultur, der er i området gør, at når man har et arbejde, så passer man det,' sagde han dengang til dknyt.
I dag er sygefraværet steget med 0,8 procentpoint, da det i 2013 lå på 8,8 dage om året mod 9,6 sygedage om året pr. medarbejder i 2014. Det svarer til en stigning fra 3,9 pct. til 4,2 pct fra 2013-2014.
Ove Weller Nielsen, økonomi- og HR-chef i Lemvig konstaterer overfor dknyt, at stigningen er sket på skoleområdet og social- og sundhedsområdet.
På skoleområdet er sygefraværet steget fra 7,5 til 9,5 dage pr. medarbejder pr. år, mens det på social- og sundhedsområdet er steget fra 11,5 til 14,0 dage pr. medarbejder pr. år.
- Vi har ikke været inde for at analysere nærmere på stigningen, men da Lemvig Kommune fortsat er nr. 1 i Danmark antager vi, at andre kommuner har oplevet tilsvarende stigninger. Vi glæder os selvfølgelig over at vi stadig ligger i helt i toppen, siger Ove Weller Nielsen til dknyt.
Høj medarbejdertilfredshed
Måske skyldes det lave sygefravær en tårnhøj medarbejdertilfreds. I hvert fald viser en ny medarbejdertilfredshedsundersøgelse,at kommunen ligger iblandt de øverste 30 pct. af mellemstore offentlige og private virksomheder i Norden med mellem 300 og 1.500 medarbejdere.
I den seneste medarbejdertilfredshedsundersøgelse vurderer medarbejderne at der er en stærk faglig og social samarbejde. Undersøgelsen viser endvidere, at medarbejderne i Lemvig Kommune i højere grad end i andre kommuner tager ansvar for hinandens trivsel.
Fakta
Med et indeks på 75 i arbejdsglæde ligger medarbejderne i Lemvig Kommune blandt de bedste 30 procent af mellemstore offentlige og private virksomheder i Norden med mellem 300 til 1.500 medarbejdere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.