Et lovforslag vil fra fra 1. juli gøre det forbudt at udøve både direkte og indirekte forskelsbehandling af handicappede. Ligesom ved lovene om etnisk ligebehandling og forskelsbehandling pålægges der omvendt bevisbyrde, og dertil kommer at det gøres ulovligt at forskelsbehandle folk, som klager over diskrimination af handicappede.
- I dag har det ingen konsekvenser, hvis man afviser en blind mand med hans førerhund på en restaurant eller en spastisk lammet pige i en kørestol på et diskotek. Det har selvfølgelig betydning, siger socialminister Mai Mercado (K).
Forbuddet mod forskelsbehandling omfatter også, at krænke handicappedes værdighed eller chikanere dem med et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima, fremgår det af lovforslaget, som ministeren fremsætter onsdag.
'En vigtig dag for mennesker med handicap', siger Danske Handicaporganisationers formand Thorkild Olesen,
- Vi vil leve et selvstændigt liv ligesom alle andre. Det er urimeligt, at man kan afvises på en restaurant på grund af sit handicap. Den slags bliver nu endelig forbudt, siger han i en kommentar.
Lovforslaget skulle være fremsat, så de nye regler kunne træde i kraft sidste år, men de kommer nu i stedet til at gælde fra 1. juli i år.
Der gælder to undtagelser til forbuddet. Det er tilladt at forskelsbehandle med et sagligt formål og for at forebygge eller opveje ulemper for handicappede. Ellers kan de nye regler ikke fraviges til skade for de handicappede, som ikke kan tvinges til at give afkald på deres rettigheder.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.