
Siden 2008 har forældre til handicappede børn måttet træne med dem i eget hjem. Og derfor skal personalet i landets kommuner nu klædes bedre på til at inddrage forældrene såvel som barnet i træningen
- Vi udvikler nogle forløb særligt til denne gruppe. Ergoterapeuter, pædagoger, socialrådgivere og andre fagpersoner fra kommunerne har brug for helt særlig viden, hvis de skal blive bedre til at inddrage forældrene til handicappede børn og unge, forklarer Merete Værge, uddannelsesleder ved University College Syddanmarks afdeling for efter- og videreuddannelse.
University College Syddanmark har fået opgaven, som er et led i Socialstyrelsens handlingsplan med det formål at forbedre træningsindsatsen for børn med svære handicap.
Ud over forløbene for de menige medarbejdere afholder University College Syddanmark lederseminarer for de offentlige ledere, så de lærer mål, metoder og juraen bag at kende.
Mange fagfolk kan forvirre
University College Syddanmark har bl.a. fået opgaven pga. den særlige viden om sociale forhold, som findes i Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE). Gundi S. Johannsen fra NVIE peger på, at samarbejdet mellem myndigheder og daginstitutioner er ét af de områder, hvor University College Syddanmark vil sætte ind.
- Det samarbejde fungerer langt fra altid hensigtsmæssigt. Derudover er det vigtigt at skabe gennemsigtighed for forældrene. Systemet kan være svært at gennemskue, særligt når der er flere forskellige fagfolk involveret, fortæller hun.
Hun lægger også vægt på, at de ansattes kreativitet og analytiske evner styrkes, så de bliver bedre i stand til at identificere barnets behov, hvilket til tider kan være svært, hvis barnet eksempelvis ikke har noget sprog.
· Uddannelsesforløbet indgår som element i et større udbud fra Socialstyrelsen. De øvrige elementer i udbuddet varetages af Deloitte.
· Det samlede udbud inkluderer, ud over University College Syddanmarks bidrag, udviklingen af et handleplansværktøj for kommunerne samt evaluering og formidling til kommunale ledere af processen og værktøjet.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.