dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Ernst van Norde, Polfoto

Hjort: Uændrede forudsætninger og ingen penge til kommunerne

Samråd i finansudvalget levnede intet håb om ekstra penge til kommunernes integrationsindsats
27. JAN 2016 14.52

Kommunerne skal ikke sætte næsen op efter ekstra penge til integrationsindsatsen, når de i næste måned mødes med finansministeren. Det gjorde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) klart, da han onsdag var i samråd i Folketingets finansudvalg.

Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht, der var initiativtager til samrådet, konstaterede afmålt at finansministeren denne gang i det mindste ikke kaldte kommunernes bekymringer for hverken klynk eller jammer ligesom ved KL's Kommunaløkonomiske Forum i forrige uge, men bortset fra det var der ikke megen medvind for kommunerne.

Benny Engelbrecht skitserede hvordan der ifølge kommunerne selv mangler 2-3 mia. kr. til integrationsudgifter, og hvordan nogle kommuner har måttet genåbne budgetterne for at finde besparelser. Men finansministerer aflivede med en knastør opremsning af udgiftskategorier, refusionsregler, antal og beløb enhver forventning om ekstra penge i utide.

- Kommunerne har først udgifter når en asylansøger har fået opholdstilladelse. Indtil da er det staten der afholder alle udgifter, sagde finansministeren. Og selv når forpligtelserne overgår til kommunerne, er en stor del af dem refusionsdækkede, tilføjede han.

Uændrede forudsætninger
Claus Hjort Frederiksen medgav, at der også er udgifter uden refusion, der skal afholdes inden for servicerammen, men overførselsudgifterne i økonomiaftalen for 2016 (præcisering, se nedenfor) er fastlagt ud fra et forventet flygtningeantal på 17.000, og det antal er fortsat retvisende. Derfor er der ikke sket ændringer i forudsætningerne, og følgelig er der ikke nogen grund til at genforhandle den, lod ministeren forstå.

I den forbindelse understregede han, at den forøgede tilstrømning af asylansøgere siden efteråret endnu ikke er slået igennem ude i kommunerne. Der er en tidsmæssig forsinkelse fra ankomsten til Danmark og overgangen til kommunerne, der gør at efterårets asylsøgere først vil overgå til kommunerne i midten af 2016.

Claus Hjort Frederiksen konkluderede derfor, at det ville være tidsnok at forhandle dette i forbindelse med kommunernes økonomiaftale for næste år. En række indlæg fra finansudvalgets medlemmer rokkede ikke ved den holdning, tværtimod erklærede Claus Hjort efter et indlæg fra Rune Lund (EL), at han ikke som Joakim von And havde en pengetank at dele ud fra - en bemærkning der fik Benny Engelbrecht til sige, at Joakim von Ands pengetank ellers netop er karakteriseret ved at der aldrig kommer penge ud af den.

 

PRÆCISERING: Den kursiverede tekst er ændret. I artiklens oprindelige ordlyd blev der upræcist henvist til, at 'den' for 2016 er fastlagt ud fra et forventet flygtningeantal, og 'den' skulle altså rettelig have været 'overførselsudgifterne i økonomiaftalen for 2016'. dknyt beklager fejlen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/hjort-uaendrede-forudsaetninger-og-ingen-penge-til-kommunerne

GDPR