
En række kommuner i hovedstadsområdet er for dårlige til at informere borgerne om deres behandlingstilbud for alkoholikere. Det viser en gennemgang af kommunernes hjemmesider, som Alkohol og Samfund står bag. Det skriver DR København.
I hovedstadsområdet var der seks kommunale hjemmesider, hvor testpersonerne ikke kunne finde oplysninger om alkoholbehandling. Ti steder var oplysningerne meget mangelfulde og på 11 kommuners hjemmesider forstod testpersonerne ikke det, de læste.
Det møder kritik fra overlæge og bestyrelsesmedlem i Alkohol og Samfund, Ulrik Becker.
- Det er en gruppe mennesker, der er i en rigtig svag situation. Der må man gøre en ekstra indsats for, at kommunens tilbud bliver synlige og nemmere at komme til, siger han til DR København.
Må kunne gøres bedre
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at kun hver tiende alkoholiker er i behandling for sit misbrug. Derfor bør kommunerne forbedre informationen, siger Ulrik Becker.
- Hvis man har et alkoholproblem og gerne vil gøre noget ved det, så nytter det ikke noget, at man skal klikke igennem 117 forskellige hjemmesider, og kommer frem til noget uforståeligt. Det må kunne gøres bedre, siger han.
Det er ikke første gang, at der er fokus på problemet. Derfor vækker resultaterne af den nye undersøgelse skuffelse hos chef for KL's Center for Forebyggelse i praksis, Tine Curtis.
- Jeg troede faktisk, at alle kommunerne nu informerede ordentligt om alkoholbehandling. Derfor er det lidt skuffende, at man stadig ikke gør det alle steder, siger hun til DR København.
Mangler generel information
Hun mener dog ikke, at uklare eller manglende informationer på kommunernes hjemmesider er eneste årsag til, at få alkoholikere er i behandling for sit misbrug.
- Der mangler i det hele taget information om, at alkoholbehandling er tilgængelig og gratis i kommunerne. Jeg er i tvivl om, hvordan vi skal gøre det, men i KL går vi og tænker på, hvordan vi kan få informationen bredere ud til befolkningen, siger hun til DR København.
Alkohol og Samfund starter sammen med TrygFonden i dag kampagnen RESPEKT, som skal få flere alkoholikere til at gå i behandling.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.