dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Hver femte bliver fejlagtigt trukket i kontanthjælp

Færre kommunale fejl kontanthjælpssager. Men stadig alt for mange, mener minister

Kommunerne laver fortsat for mange fejl, når de sanktionerer borgere på kontant- eller uddannelseshjælp, konkluderer  beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) på baggrund af, at en opgørelse fra Ankestyrelsen viser fejl i cirka hver femte afgørelse. Ministeren har derfor sendt et brev til landets borgmestre, hvor han indskærper, at der skal fokus på de afgørelser, der træffes.

- Men samtidig må jeg række hånden frem for at gøre reglerne mere enkle og klare, så kommunerne får lettere ved at træffe afgørelserne, siger han. Troels Lund Poulsen håber at kunne fremlægge en regelforenkling af beskæftigelsesområdet til efteråret.

Kommunerne har ret til at sanktionere en kontanthjælpsmodtager, hvis vedkommende udebliver fra et aktivt tilbud uden rimelig grund. I så fald kan kontanthjælpen eksempelvis blive trukket i en periode, og Ankestyrelsen har i undersøgelsen set på 105 af sådanne sager i ti kommuner.

Minister: 'Store problemer'
21 af sagerne ville være endt med et andet udfald, hvis borgeren havde klaget over afgørelsen. Og i 22 tilfælde var der ikke tilstrækkelig med oplysninger til at vurdere, om afgørelsen var rigtig.

- Overordnet set er der stadig store problemer i forhold til de afgørelser, der bliver truffet. Vi skal sammen blive bedre til at styrke borgernes retssikkerhed. Borgerne skal være sikre på, at de kan stole på afgørelserne, siger Troels Lund Poulsen.

Det er ikke første gang, at en undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne laver fejl, når de skal sanktionere. I juni 2016 viste en rapport sågar, at mere end halvdelen af kommuners sanktioner var forkerte. Så de nye tal er vel trods alt et fremskridt?

- Det er det, og det skylder man også at sige. I forhold til det vi så for et års tid siden, er der en bedre bevægelse. Men man kan jo ikke glæde sig over, at der stadig er så mange forkerte afgørelser. I min verden skal vi væsentligt længere ned, siger ministeren.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/hver-femte-bliver-fejlagtigt-trukket-i-kontanthjaelp

GDPR