
Mens ældreplejen mange steder kæmper en hård kamp for at skaffe ansatte nok, er der faktisk mange sosuer, som gerne ville arbejde mere, hvis de fik lov.
Det viser en undersøgelse, som FOA har lavet blandt fagforbundets deltidsansatte medlemmer i ældreplejen.
Helt konkret er knap 1.400 deltidsansatte blevet spurgt, om de inden for de næste to år kunne tænke sig at få flere faste timer om ugen. Til det svarer 18 procent, at det vil de gerne. Halvdelen af dem, 9 procent, vil endda gerne op i tid med det samme.
Imidlertid har 53 pct. af dem, der ønsker flere timer, allerede forhørt sig på deres arbejdsplads og fået afslag. Yderligere 29 pct. har på anden vis forsøgt at øge deres faste timetal ved fx at søge andet arbejde med flere timer, viser undersøgelsen.
- Det giver absolut ingen mening, at man på den måde takker nej til arbejdskraft, som står der lyslevende og byder sig til. Ikke mindst når vi står i så massiv en rekrutteringskrise, må det være en ret, at man kan arbejde på fuldtid, og jeg har faktisk svært ved at forestille mig en god nok undskyldning for, at arbejdsgiverne siger nej til at give dem flere timer, siger FOA-formand Mona Striib.
Ifølge undersøgelsens beregninger ville det give 2.000 flere ansatte på fuldtid, hvis man her og nu gav alle deltidsansatte, som er interesseret i at arbejde mere, end fuld arbejdsuge på 37 timer.
26 pct. arbejder fuldtid
Siden 2019 er medlemmer af FOA, som arbejder i ældreplejen, samlet set gået op i tid. I dag melder 26 procent, at de arbejder 37 timer om ugen eller mere. Samme tal var i 2019 18 procent.
- Forhåbentlig er det en udvikling, der vil fortsætte i den positive retning. Men vi skal have syvmilestøvler på, for rekrutteringsudfordringerne øges dag for dag, siger Mona Striib.
I april viste en analyse fra KL's Momentum, at der om otte år vil mangle 16.000 sosuer i Danmark. Samtidig viste analysen, af 74 pct. af social-, sundheds- og ældrechefer i mindre grad eller slet ikke oplever efterspørgsel blandt medarbejderne for at gå op i tid.
KL og fagforeningerne har siden overenskomstforhandlingerne i 2018 samarbejdet om at gøre op med deltidskulturen, blandt andet ved at slå flere job op som fuldtidsstillinger.
Se FOA's rapport her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.