
Igen i år har de fleste kommuner store problemer med at dække vagterne i ældreplejen hen over sommeren.
I Hedensted manglede man før ferien omkring 45 medarbejdere, og det går ud over servicen til de ældre.
"Helt konkret vil nogle borgere opleve, at rengøring bliver aflyst, at nogle plejeopgaver går på minimum, og at aktiviteter med den sociale dimension bliver aflyst. Ligeledes vil det betyde, at de sædvanlige tidspunkter ikke kan overholdes, så f.eks. morgenplejen vil trække længere ud," oplyser kommunen.
Også Ikast-Brande har været nødt til at nedprioritere nogle af de opgaver, der normalt varetages af hjemmeplejen og sygeplejen. Det kan bl.a. betyde færre besøg end normalt, at der ikke kan leveres rengøring, træning i hjemmet, klippekort eller aflastning, og at nogle borgere kun tilbydes bad én gang om ugen, oplyser kommunen.
- Vi er taknemmelige for alle de medarbejdere vi har, som bidrager med en stor indsats og ekstra vagter i løbet af sommeren, og vi håber, at de bliver taget godt imod hos borgerne. Vi ansætter gerne nye kolleger hele tiden, så kender du nogen, der har lyst, så er det bare med at opfordre dem til at kontakte kommunen, siger formand for sundheds- og ældreudvalget Henrik Engedahl (V).
I Rudersdal har personalemanglen fået borgmester Ann Sofie Orth (K) og socialudvalgsformand Randi Mondorf (V) til at appellere til ekstra overbærenhed fra borgere og pårørende.
- Alle tilbud har lagt en rigtig fornuftig plan, og vi vil ved fælles hjælp og godt humør også komme godt igennem denne sommer. Men vi håber på, at alle vil udvise lidt ekstra rummelighed, for så glider tingene nemlig meget nemmere for alle, siger Ann Sofie Orth.
Ukrainere uden dansk og engelsk
I Syddjurs har man forsøgt at løse en del af problemet ved at lave teams i rengøringsenheden, så hjemmeboende ældre i sommerperioden får besøg af to medarbejdere, en dansker og en ukrainer.
Ideen var både at løse problemet med at skaffe arbejdskraft til rengøringen og at hjælpe jobcentret med at skabe job til de ukrainere uden dansk- og engelskkundskaber, som er kommet til kommunen og er klar til et arbejde.
Resultatet er, at syv ukrainere efter en uges praktik med et kursus i rengøring nu har fået en ansættelseskontrakt og hver dag kører ud sammen med en fastansat husassistent.
- Meldingen fra medarbejderne er, at det går godt, og de ældre er glade for det, så jeg har ikke fortrudt et øjeblik, lyder det fra Jan Bruno, der er leder af rengøringsenheden.
Projektet har på en forholdsvis nem måde løst udfordringen med sproget. Den faste medarbejder har kontakten med borgeren, og samtidig er det en mulighed for ukraineren for at arbejde, men også for at lære dansk.
- Vi forsøger jo at snakke, mens vi kører. Så peger Tetiana måske på noget og jeg siger, hvad det hedder på dansk og hun fortæller mig, hvad det hedder på ukrainsk. Når vi ikke kører, har vi en app, der kan oversætte for os, så det går fint med at forstå hinanden, fortæller Kathrine Thiemer Andersen, som er makker med Tetiana Kytushenko.
I Jobcenter Syddjurs har man arrangeret, at sprogundervisningen for de ukrainske husassistenter er flyttet fra sprogcenteret i Rønde til kontorerne hos Vej og Ejendomsservice i Følle. Her får de undervisning to eftermiddage om ugen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.