HVIDOVRE: Flere hjerneskaderamte i den erhvervsaktive alder kan vende tilbage til en hverdag, der minder om den, de havde før, hvis kommunens medarbejdere bliver bedre til at tale sammen. Sådan lyder den korte version af konklusionen på evalueringen af et projekt i Hvidovre Kommune, hvor man i 2012-2014 har styrket indsatsen for 18-64-årige, der har pådraget sig en hjerneskade fx ved trafikulykke, blodprop eller hjerneblødning.
Helt konkret er det tværfaglige samarbejde mellem alle de medarbejdere, der indgår i et genoptræningsforløb, blevet intensiveret og sat i system. En 'vejviser', der fastlægger opgaver, roller og ansvar er blevet et nyt værktøj for bl.a. hjemmevejledere, fysioterapeuter og sagsbehandlere. Alle medarbejdere har desuden været på kurser og fået supervision fra neurofaglige specialister, og så har kommunen skabt netværksgrupper for de pårørende.
72 borgere og deres familier var med i projektet, og deres forløb er blevet sammenlignet med forløbet hos en gruppe borgere, der blev ramt af hjerneskade i 2011-2012.
Det tværfaglige fungerer
Evalueringen viser, at der er 29 pct. færre, som er kommet på førtidspension i forhold til tidligere. Og at 24 pct. flere end i kontrolgruppen fra 2011-12 er kommet tilbage i job eller uddannelse.
- Vi kan se, at det giver en god effekt, når det tværfaglige samarbejde fungerer godt, og borgeren får det rigtige tilbud fra start. Tidligere oplevede nogle hjerneskaderamte at komme igennem mange forskellige tiltag i deres rehabiliteringsforløb, uden at dette nødvendigvis forbedrede deres evne til at fungere i hverdagen, fortæller Hvidovre Kommunes hjerneskadekoordinator Maj Willemoes Jensen. Hendes opgave er bl.a. at koordinere forløbet efter, at den hjerneskaderamte er blevet udskrevet fra hospitalet.
De voksne pårørende får nu tilbud om at deltage i en pårørendegruppe, der mødes en gang om måneden i et halvt år. Her er der oplæg og dialog, og flere af grupperne fortsætter efterfølgende med at mødes uden for kommunens regi.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.