I orden at fyre handicappet socialrådgiver trods fejlvurdering

En ugentlig fridag, en ny kontorstol, en trådløs mus og persienner for vinduet. Tiltag som disse var blandt andet nok til at retfærdiggøre, at en region havde gjort nok for at imødekomme en socialrådgivers handicap, inden den afskedigede hende, lyder det i en anonymiseret afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet.

Regioner skal ifølge forskelsbehandlingsloven - lige så vel som alle andre arbejdsgivere - nedsætte arbejdstiden eller foretage andre foranstaltninger ifølge den såkaldte tilpasningspligt, hvis ansattes handicap kræver det. Nævnet vurderer, at arbejdsgiveren havde tilpasset sig den ansattes handicap tilstrækkeligt, og socialrådgiveren fik derfor hverken medhold eller udløst godtgørelse i sagen.

Socialrådgiveren var ansat i den regionale psykiatri, men havde forinden været indblandet i en trafikulykke, der efterlod hende med varige nakkeskader efter et piskesmæld, som indskrænkede hendes arbejdsevne. Derfor havde hun blandt andet fået bevilliget en såkaldt § 56-aftale af sin bopælskommune, men formåede på trods af den ikke at mindske sit fravær. § 56-aftaler bliver bevilget ved langvarig eller kronisk sygdom som økonomisk godtgørelse til medarbejder og arbejdsgiver, også når der er tale om en offentlig ansættelse.

Fejlvurderede handicap
Til gengæld skulle nævnet først slå fast, om socialrådgiveren overhovedet havde et handicap i lovens forstand, for det var parterne uenige om. Socialrådgiveren mente således, at hun var blevet forskelsbehandlet på grund af handicappet, og at arbejdsgiveren burde have afventet, om hun eventuelt også fik bevilget et fastholdelsesfleksjob inden fyringen. Det så nævnet ingen grund til, at regionen gjorde, for socialrådgiveren havde tidligere afvist at gå ned til 20 timer ugentligt.

Regionen vurderede - stik imod kvinden selv - ikke, at hun kunne karakteriseres som handicappet, men det slår nævnet nu fast, at hun var i 'forskelsbehandlingslovens forstand'. Handicapbegrebet omfatter således 'langvarige begrænsninger som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere', lyder det.

Kvinden kunne derfor via statusattester fra både egen læge og speciallæge slå fast, at der var tale om handicap, selvom hun ikke havde en egentlig langsigtet diagnose. Regionen nægtede derimod at være bekendt med det såkaldte handicap, og henviste til, at § 56-aftaler kan bevilges til ikke-handicappede medarbejdere, så længe de har en lidelse, som forventes at være skyld i mere end ti fraværsdage i løbet af det kommende år. 

Men ifølge nævnet var det udslagsgivende for, om kvindens tilstand karakteriseres som et handicap, således at der skal foretages en helhedsvurdering af samtlige oplysninger fra læger og sundhedspersoner i sagen. I vurderingen lagde nævnet derfor vægt på, at socialrådgiveren havde en whiplashlæsion i nakken, som gav daglige nakkesmerter, kronisk hovedpine, svimmelhed og hukommelses- og koncentrationsbesvær, hvorfor hendes erhvervsevne var aktuelt nedsat og ifølge en lægefaglig vurdering 'formentlig kronisk, ligesom prognosen var dårlig', som det lød.

Læs hele afgørelsen her