Regeringen vil lade den omstridte integrationsydelse omfatte alle, der ikke har opholdt sig mindst syv ud af de seneste otte år i Danmark.
Formålet med den lavere ydelse er at skabe et større incitament til at komme i arbejde. Men effekten vil være, at flere familier havner i alvorlig fattigdom, lyder advarslen fra flere kanter.
- Jeg kan med fuldstændig stensikker stemme forudse, at effekten bliver flere i fattigdom. Det er dyrt for det enkelte menneske, men også for samfundet, siger Socialrådgiverforeningens formand Majbrit Berlau til Ritzau.
Hun deler regeringens ambition om, at flygtninge og indvandrere skal i arbejde. Men en lavere ydelse er ikke løsningen, siger hun med henvisning til erfaringerne fra starthjælpen.
- Den fik en mindre gruppe i arbejde lidt hurtigere. Men størstedelen sad bare fast på den lavere ydelse, siger hun og efterspørger i stedet uddannelse, sproghjælp og virksomhedspraktik.
Socialrådgiverne frygter, at lovforslaget kan medføre, at det bliver svært at spise sig mæt sidst på måneden, og at børn vil vokse op med alvorlige materielle, sociale og sundhedsmæssige afsavn.
Flere udsættelser
KL har også sendt et kritisk høringssvar til regeringen. Flere personer på integrationsydelse vil i KL's optik give en endnu større mangel på billige boliger, lyder advarslen. Mange folk, der i dag kan betale deres husleje med en kontanthjælp, vil ikke have råd til at blive boende med en integrationsydelse
- Det vil betyde, at en større gruppe borgere vil være i risiko for udsættelser, hvilket kan påføre kommunerne store administrative og økonomiske byrder til for eksempel forebyggelse af hjemløshed, udbetaling af enkeltydelser og midlertidig hjælp til husleje, skriver KL.
Hvis målsætningen er, at flygtninge skal integreres hurtigere og i job, så er en stabil base i form af en bolig en vigtig forudsætning, påpeger Socialrådgiverne, der anbefaler at give et højere boligtilskud til de berørte familier.
Rammer udrejste
Socialchefforeningen tilslutter sig også kritikken og finder det betænkeligt, at loven indføres med tilbagevirkende kraft.
- De borgere - også danske statsborgere - der har haft ophold i udlandet i mere end et år inden for de seneste otte år, vil dermed blive ramt af denne regel og miste rettigheder, som de ikke havde nogen mulighed for at værne sig imod på det tidspunkt, de tog ophold i udlandet, skriver socialcheferne i deres høringssvar.
Beløbet på integrationsydelsen varierer alt efter familiens sammensætning. Et ægtepar over 30 år med børn vil for eksempel modtage i alt 16.638 kr. før skat om måneden.
Social isolation
Ifølge avisen.dk advarer både Red Barnet, Børnerådet og Børns Vilkår i et høringssvar regeringen mod konsekvenserne for børnene, blandt andet baseret på erfaringerne med det tidligere kontanthjælpsloft. Det medførte blandt andet en fordobling i antallet af børn, der oplevede at familien blev sat på gaden.
På kort sigt risikerer børnene at blive mere socialt isolerede og døje mere med psykiske symptomer som tristhed og nervøsitet end deres jævnaldrende. Men blot ét år med lavindkomst i barndommen påvirker også børns chance for at tage en uddannelse, viser tidligere undersøgelser.
Red Barnet opfordrer regeringen til at undersøge konsekvenserne for børnene og tage højde for dem, inden lovforslaget vedtages. Fristen for høringssvar var 8. januar, forud for den sidste fase af behandlingen af lovforslaget. Regeringen forventer, at lovændringen træder i kraft 1. april 2016.
ka / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.