
JAMMERBUGT: For at styrke livskvaliteten for kommunens ældre indfører Jammerbugt Kommune nu en ordning med seniorfritidspas, der gør det muligt for folkepensionister og førtidspensionister – uden privat- eller tjenestemandspension – at søge kontingentstøtte til forenings- og kulturaktiviteter.
Kommunen er blandt de første, der indfører ordningen, lyder det fra Jammerbugt, der også ser den som en styrkelse af foreningslivet i kommunen.
Med ordningen er der mulighed for at søge op til 400 kr. i årlig støtte til at deltage i fritidsaktiviteter, holdundervisning og aftenskoletilbud i kommunens foreninger og kulturelle fællesskaber. Seniorfritidspasset kan søges på kommunens hjemmeside.
- Vi ønsker, at alle seniorer – uanset økonomisk baggrund – har mulighed for at være en del af et aktivt og positivt fællesskab. Med seniorfritidspasset kan vi fjerne en økonomisk barriere og samtidig styrke både livskvalitet og sundhed for vores ældre borgere, siger formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen (V).
Inspiration fra andre
Lignende ordninger fungerer i Køge og Gribskov, og Jammerbugt har med sin model ladet sig inspirere herfra, især fra Gribskov, hvor den ligesom i Jammerbugt omfatter alle fritidsaktiviter og ikke kun aftenskolen, siger fritidskonsulent Mette Fonsager til DK Nyt.
Kommunen trækker også på egne erfaringer med fritidspas til børn og unge og på høringssvar til kommunens nye tværgående frivilligpolitik. Her blev seniorfripasset nævnt som et konkret forslag til at aktivere flere ældre i sunde frivillige fællesskaber, ligesom ideen kom op i et dialogmøde mellem Seniorrådet og Social og Sundhedsudvalget.
- Vi ved, at fællesskab og aktivitet er afgørende for både det mentale og fysiske helbred. Mange seniorer oplever øget livskvalitet gennem netop foreningslivet – og derfor er det her ikke bare en investering i den enkelte, men i hele det fællesskab, som foreningerne skaber, siger formand for Folkeoplysningsudvalget Bøje Holmsgaard Lundtoft.
- Vi har heldigvis oplevet en fremgang i deltagelsen blandt seniorer, og nu vil vi gerne sikre, at endnu flere får muligheden for at være med, tilføjer han.
Der er afsat 50.000 kr. til ordningen, og når de er brugt, lukkes der for nye ansøgninger resten af året.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.