BORNHOLM: Lavpraktiske detaljer som billedkort med illustrationer af en skruenøgle, og hvad den hedder på engelsk, dansk og arabisk, blev et billede på, hvad udfordringerne er, når det gælder flygtninge og job. For så jobrettet foregår sprogundervisningen endnu ikke på alle sprogcentre.
Danmarks Statistik havde friske tal klar og havde på Folkemødet inviteret til debat om 'Flygtninge og arbejdsmarkedet – hvorfor er det så svært?', hvor panelet bl.a. bestod af production manager Michael Engkær fra Jensen Denmark A/S, der hører til de firmaer, der gerne tilbyder jobforløb til og også ansætter flygtningene bagefter.
Han bidrog med input fra hverdagen på gulvet, hvor det efter hans mening er vigtigere for nyankomne flygtninge at kende de danske ord for skruenøgle og kantine, end f.eks at kende til H. C. Andersen og Olsen Banden - med statsborgerskabsprøven i frisk erindring.
Spørgsmålet om sprogundervisning stod i det hele taget centralt i debatten, og som Engkær huskede fra den første bølge af nyankomne syrere:
- Vi sagde jo 'lær sprog, lær sprog, lær sprog''. Og syrerne sagde 'giv os job, giv os job, giv os job'. Og det må jo altså også handle om varige job og ikke bare jobtilbuds-karruseller.
De seneste landsdækkende politiske vinde på integrationsområdet har handlet om det vigtige i at sørge for arbejde før månedlang danskundervisning, og i teltet på Kæmpestranden fik den sandhed en justering eller to fra panelet, der mindede om, at det er jo godt nok at få et ufaglært arbejde - men det handler også om at kunne læse sine børns skoleintra.
- Hos os har den bedste job-afklarende erfaring egentlig været at sende flygtninge på 26 ugers højskoleophold. Det har i den grad gjort dem jobparate, for de har fået god ballast i hverdagsdansk, relationer samtidig med et struktureret dagsforløb.
Sådan sagde Maria Tvarnø, integrationschef i Roskilde Kommune, der fra mange sider er blevet rost som kompetente på området. Tvarnø ville nu ikke bare tage den ros til sig, men erklærede, at de i Roskilde 'gør deres bedste', for:
'Vi lægger skinnerne, mens toget kører med 150 kilometer i timen'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.