Alle partierne er bag reformen af kommunernes arbejde med at godkende og føre tilsyn med opholdssteder for anbragte børn og unge. Men KL frygter for den centralisering, som reformen vil føre med sig.
- Det er positivt, at tilsyns- og godkendelsesopgaven fastholdes på kommunale hænder. Men som KL påpegede, allerede da regeringen lagde sit forslag frem, er det ærgerligt, at vi nu får nogle meget store administrative enheder, hvor vi mister nærheden, siger formand Erik Nielsen (S) og fortsætter:
- Det er helt afgørende, at de erfaringer, der høstes gennem tilsynet, slår bedst muligt igennem i kommunernes praksis og dermed kommer alle til gode. Det havde man meget lettere kunne sikre med 10-15 enheder. Det er derfor ærgerligt, at vi nu kun får fem meget store enheder, hvor det bliver meget sværere, at sikre den løbende kontakt og dialog, der skal være mellem tilsynskommunerne og de øvrige kommuner.
Erik Nielsen glæder sig over, at der med aftalen stilles skærpede krav til tilbuddenes faglighed, gennemsigtighed og professionalisme. Desuden er det godt, at staten påtager sig et klart ansvar, når det gælder systematisk opbygning af viden og etableringen af klare faglige retningslinjer for tilsynets arbejde.
- Uanset hvor meget vi ønsker det, så kan ingen administrativ reform sikre, at alle ulykkelige børnesager forsvinder. Men jeg vil gerne understrege, at vi i kommunerne nu går aktivt ind i arbejdet med at opbygge de nye tilsynsenheder, og vi vil kæmpe alt hvad, vi kan for, at det kommer til at gøre en positiv forskel for de udsatte børn, unge og voksne, som det hele drejer sig om.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.