
Sager, der falder for forældelsesfristen. Sager, der trækker i langdrag. Børn, der skal genoplive rædselsfulde overgreb og trækkes gennem mediemøllen og sjældent kompenseres med andet end en relativt lille erstatning – hvis overhovedet nogen.
- Jeg tror hurtigt, vi kan blive enige om, at det er helt forkert, at børn, der har været igennem disse frygtelige overgreb, også skal bruge energi på at føre retssag mod 'systemet,' siger Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg og borgmester for S i Odsherred.
Derfor foreslår KL nu regeringen at oprette en statslig offerfond finansieret via satspuljemidler. Fonden kan laves med inspiration i den ordning, som er kendt fra voldsofre, hvor staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven.
Som reglerne er i dag kan kommunerne ikke udbetale erstatning, hvis kommunerne ikke reelt set har pådraget sig et erstatningsansvar. Dvs. at børnene er nødt til at føre sagen ved retten for at få afklaret det spørgsmål. Folketinget har via satspuljen bevilliget penge til Børns Vilkår til at støtte børnene i forbindelse med erstatningssager. De midler, mener KL, at man i stedet skulle placere i fonden.
- Det gør ondt helt ind i hjertet hver gang, vi hører om disse sager. Og det gør ondt, når man som kommune må sige til disse børn, at der ikke er noget at gøre andet end at føre sagen ved retten. Sagerne ligger ofte langt tilbage – fra før kommunalreformen og fra før de gældende socialretlige regler – og i kommunerne er der virkelig sket meget på dette område siden. Men det fjerner jo ikke arrene. Derfor vil det være for alles bedste, hvis vi får lavet en model, der sikrer, at børnene kan få den rette kompensation, siger Thomas Adelskov.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.