Bupl og KL er blevet enige om en ny treårig overenskomst for kommunale pædagoger.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

KL og Bupl enige om ny overenskomst

En ny treårig overenskomst favner alle pædagogerne, bl.a. med pensionsløft til de erfarne pædagoger og højere tillæg til pædagoger i daginstitutioner, skriver Bupl.
4. MAR 2026 11.18

KL og Bupl er blevet enige om en ny treårig overenskomst for de kommunale pædagoger. Det skriver Bupl i en pressemeddelelse.

Overenskomsten giver bedre vilkår til alle pædagoger i kommunerne, lyder det. Heriblandt en forhøjelse af grundlønstillægget. De erfarne pædagoger med 15 års anciennitet kan derudover se frem til et pensionsløft fra 17 procent til 18 procent. For mellemledere og pædagogfaglige specialister med 15 års anciennitet forhøjes pensionen fra 15 procent til 18 procent.

Pædagogerne i daginstitutionerne får desuden en lille forhøjelse af daginstitutionstillægget, skriver Bupl og fortsætter, at man derudover er blevet enige om et lønløft til pædagogstuderende på 450 kroner om måneden brutto.

- Man skal nu planlægge arbejdstid uden om eksamensdagene. Det har de studerende efterspurgt, og det er dejligt, at vi er kommet i mål med det, siger forbundsformand i Bupl Elisa Rimpler og fortsætter:

- Det er rigtig vigtigt for mange pædagoger, at man oplever, at lønnen også udvikler sig, når man er erfaren. Det gør den nu, siger hun.

KL og Bupl er også blevet enige om en fritvalgsordning, som træder i kraft for alle på pædagogoverenskomsten den 1. januar 2028. Det er i tråd med de øvrige overenskomster i det offentlige, som er forhandlet på plads de seneste uger. 

Pædagogerne får også mulighed for at afholde barnets nulte og tredje sygedag.

Løn- og pensionsforbedringerne i pædagogoverenskomsten træder først i kraft fra 1. april 2027. Lønstigninger fra det generelle kommunale forlig kommer allerede fra april i år.

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/kl-og-bupl-enige-om-ny-overenskomst

GDPR