
KL vil placere flygtninge i de kommuner, der efterspørger folk med deres erhvervserfaring og uddannelse, skriver Berlingske. Forslaget er ét af en række forslag fra KL forud for de snarligt forestående trepartsforhandlinger, hvor integration bliver et afgørende tema.
KL's næstformand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), siger til Ritzau, at forslagenes overordnede budskab er, at flere flygtninge skal ud på arbejdsmarkedet.
- Ambitionen er at have så effektiv en integration som muligt. Og hvis man matcher flygtninges bopæl med de områder, hvor der er efterspørgsel på deres arbejdskraft, kan man sikre, at de kommer hurtigst muligt i beskæftigelse, siger Jacob Bundsgaard.
Røde Kors' generalsekretær Anders Ladekarl er 'stærkt begejstret over udspillet, siger han til Ritzau.
- Det afgørende for, at integrationen lykkes, er, at man får et job og en introduktion til det danske samfund. Vi skal placere flygtninge, hvor der er job, i stedet for at placere dem der, hvor en matematisk model har sagt, at man skal sende dem hen, siger Anders Ladekarl.
Det er i dag Udlændingestyrelsen, der afgør, i hvilken kommune en flygtning skal bosættes. Blandt andet sproglig og kulturel baggrund, familiemæssig tilknytning og uddannelse spiller ind, og det er i den proces, at KL ønsker, man lægger mere vægt på flygtningenes kompetencer.
- Man er nødt til at have en skarpere kompetenceafklaring end i dag, hvis man skal matche flygtninge med de åbninger, der er på arbejdsmarkedet. Men man skal selvfølgelig også have for øje, at der skal være en jævn fordeling i kommunerne, siger Jacob Bundsgaard.
For at fordelingen bliver så effektiv som muligt, foreslår KL, at afklaringen af flygtninges kompetencer fremover skal ske langt tidligere. I dag sker det først, når en kommune overtager integrationsansvaret, efter at en flygtning har fået tildelt asyl.
- I dag er det sådan, at næsten ni ud af ti asylansøgere opnår opholdstilladelse. Derfor er det vores holdning, at man hurtigere kan komme i gang med integrationsarbejdet, hvis man laver en hurtigere kompetenceafklaring.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.