dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl bekymrer sig over, at stadig færre anbragte børn får taget 9. klasses-afgangseksamen. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Knap 7 ud af 10 anbragte børn tog ikke 9.-klasses-afgangseksamen i 2023

67 procent af anbragte børn tog ikke 9.-klasses-afgangseksamen i 2023. Det er det højeste antal i syv år.

I en længere årrække er det gået den forkerte vej med andelen af anbragte børn, der ikke får taget deres afgangsprøve i 9.-klasse. Den tendens fortsatte sidste år, hvor knap 7 ud af 10 af dem ikke fik det gjort.

Det viser en rapport fra interesseorganisationen Børns Vilkår, der endnu mangler at blive offentliggjort. Det skriver Jyllands-Posten.

Helt præcist var det 67 procent af de anbragte unge, der ikke fik taget afgangsprøven. Det er det højeste antal i syv år. Til sammenligning gjaldt det for 12 procent af de øvrige børn.

- Det bekymrer mig virkelig, at udviklingen fortsætter den forkerte vej trods mange politiske erklæringer om, at forskellen skal rettes op, siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår, til mediet.

- Der er i praksis alt for få faglige ambitioner på de anbragte børns vegne, og deres skolegang er nedprioriteret, mener han.

Mange skoleskift

Direktøren fortæller Ritzau, at en del af fortællingen også handler om, at anbragte børn ofte skifter skole og anbringelsessted.

- Det slår en god skolegang af banen, lyder det.

I rapporten, som Ritzau også har fået indblik i, fremgår det, at 78 procent af de anbragte børn over 11 år har skiftet skole mindst en gang. For de øvrige jævnaldrende hedder tallet ni procent.

Desuden har anbragte børn i det hele taget flere perioder helt uden skolegang, hvilket ifølge Børns Vilkår kan være med til at udfordre barnets faglige og sociale trivsel.

Rasmus Kjeldahl mener, at man kan løse en del af den negative udvikling ved at lave mere ambitiøse skoleplaner for de anbragte.

- Og så skal man have en vellykket skolegang som en af de væsentligste målsætninger for en anbringelse. Det tror jeg kunne være et meget vigtigt skridt.

Ifølge direktøren bør det være Danmarks målsætning, at anbragte børn i samme omfang som de øvrige jævnaldrende får gennemført sin folkeskole og tager den afsluttende afgangsprøve.

Er det ikke naivt at tro, at vi kommer derhen, når man tænker på, hvor meget de anbragte har med i bagagen?

- Det er i hvert fald naivt, hvis vi ikke gør noget ved det. Der er ikke noget, der tilsiger, at hvis vi ellers giver nogle gode vilkår, at de så ikke skulle klare sig lige så godt som alle andre børn i skolen, lyder det i svaret fra Kjeldahl.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/knap-7-ud-af-10-anbragte-boern-tog-ikke-9-klasses-afgangseksamen-i-2023

GDPR