KØBENHAVN: Stort set alle ældre på københavnske plejehjem har oplevet, at de får forkert medicin, skriver Politiken.
Københavns Kommune har i samarbejde med en række apoteker gennemgået over 1800 ældre plejehjemsbeboeres medicin, og resultatet er slående. Farmaceuter gjorde nemlig fund hos 99 pct. af de ældre, og der var i snit fire fund per borger. Med 'fund' forstås fejl.
- Det er markant, at vi gør fund hos stort set alle ældre. Fundene har betydning for deres helbred og deres livskvalitet, siger Bent Halling-Sørensen, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Apotekerforening og tovholder på rapporten.
Fejl rettet på få måneder
De mange fund er eksempelvis lægemidler, der er forkerte eller uhensigtsmæssige til behandlingen. Det kan være lægemidler, der er givet i en uhensigtsmæssig styrke eller dosering, eller manglende lægemidler, hvor der burde være givet et.
Fundene blev indrapporteret til de ældres praktiserende læger. Efter godt tre måneder var 90 pct. af fejlene rettet. Det betyder, at de ældres medicin nu er reduceret med i snit et halvt præparat per borger, og at antallet af medicingivninger er reduceret med en per dag.
Bent Halling-Sørensen siger, at Apotekerforeningen i årevis har kæmpet for, at der kommer en farmaceut ind over hos borgere, der får mindst fem typer medicin.
Ekspert nedtoner fejlrate
Et af de steder hvor der kan opstå fejl er hos lægerne, men formanden for Lægeforeningens lægemiddeludvalg, praktiserende læge Michael Dupont, nedtoner de mange fejl, som rapporten fra København viser.
- Hvis der virkelig er så mange fejl, kan man undre sig over, at befolkningen er i live. Når man kan nå frem til så højt et tal, har man haft en for lav snorehøjde for, hvad man opfatter som fejl og fund, siger Michael Dupont til Politiken.
jsb
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.