
KØBENHAVN: Socialforvaltningen opretter nu delvist lukkede afdelinger på tre institutioner for nogle af de mest kriminalitetstruede unge i København. Det besluttede Socialudvalget på sit seneste møde, lyder det fra kommunen.
På døgninstitutionerne Nexus, Den flyvende hollænder og MultifunC København etableres der i den kommende tid delvist lukkede afdelinger med en-to pladser. Her bliver det muligt at låse yderdøre og vinduer og fysisk at tilbageholde en ung, når der i en periode er brug for en særligt insisterende indsats for at fastholde den unge i socialpædagogisk behandling.
Tilbageholdelsen af den unge skal altid følges op med en intensiveret pædagogisk indsats, og der skal altid være en medarbejder sammen med den unge. Der er altså hverken tale om straf eller isolation, når en ung i en begrænset periode bliver tilbageholdt på en delvist lukket afdeling.
Max 30 dage
Den unge kan højst tilbageholdes fem dage i træk og max 30 dage om året.
Forudsætningerne for tilbageholdelsen er, at der er en risiko for, at den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade i forbindelse med en udeblivelse fra døgninstitutionen på grund af en eller flere af følgende kriterier:
1. Kriminel adfærd hos den unge
2. Misbrugsproblemer hos den unge
3. Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos den unge
I praksis er det lederen af institutionen, der på baggrund af Børne- og ungeudvalgets beslutning vurderer, at en ung kan tilbageholdes på en delvist lukket afdeling. Beslutningen om tilbageholdelsen skal derefter indberettes som en magtanvendelse.
Delvist lukkede afdelinger må jf. Servicelovens § 123b alene anvendes, når det er afgørende for den socialpædagogiske behandling at kunne tilbageholde eller fastholde den unge.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.