MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Kommune skal betale en erstatning på 100.000 kr. til en 57-årig mand, der aldrig blev arbejdsprøvet, skriver Avisen.dk. Det har Retten i Aalborg afgjprt, efter at kommunen parkerede manden på kontanthjælp uden arbejdsprøvning med det resultat, at han først fik førtidspension fem år efter.
Den 57 årige blev i 2011 sygemeldt med stress, depression og angst, men aldrig arbejdsprøvet, selvom det daværende Beskæftigelsesankenævn i 2012 vurderede det som nødvendigt. Det reagerede kommunen imidlertid ikke på, og der gik fem år, før manden modtog førtidspension i 2016.
En dom fra Retten i Aalborg fastslår nu ifølge Avisen.dk, at det var kommunens pligt at arbejdsprøve manden. Erstatningen på 100.000 kr. er 'en skønsmæssig fastsat erstatning i anerkendelse af, at han har lidt et økonomisk tab som følge af kommunens mangelfulde sagsbehandling', siger advokat Mie Andersen fra Elmer Advokater, der har ført sagen.
At det er et skøn, skyldes usikkerheden om, hvornår han ville have modtaget førtidspension, hvis kommunen havde håndteret sagen korrekt. Manden blev sat på kontanthjælp i 2012, da han ikke længere kunne få sygedagpenge, i 2014 blev sat i ressourceforløb og endte først i 2016 på førtidspension.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.