Ankestyrelsen præciserer:
Kommuner har ansvar for anbragte børn og unges forhold til netværk

En kommune skal aktivt og løbende forholde sig til og vurdere, hvem der er del af et anbragt barns eller en anbragt ungs netværk, og der skal altid træffes en afgørelse, hvis samvær afslås eller begrænses. Det præciserer Ankestyrelsen efter henvendelse fra Ombudsmanden, der havde set på sager med afslag om samvær.

Netværket vil oftest være søskende, bedsteforældre, stedforælder, stedsøskende og anden nær familie. Men der kan også være andre, der vurderes som væsentlige såsom tidligere plejefamilie, venner, naboer og lærere m.v., 

Kommunens aktive stillingtagen kan komme i spil, når der søges om samvær, men kommunen skal også uden ansøgning tage stilling til, om der skal være samvær med personer fra netværket. Kommunen har en forpligtelse til at holde barnets forbindelse til netværket ved lige, skriver Ankestyrelsen.

Vurdering af netværkspersonen

Kommunens første opgave er afklaringen af, hvem der i det konkrete tilfælde er netværksperson. Vurderingen af det kan ikke foretages ud fra en fast målestok, men ud fra en helhedsvurdering af barnet/den unge, og kan fx også omfatte personer, der ikke pt er en nær relation men fremover kan blive det.

Hvis en person ikke vurderes som netværksperson, vil det i nogle tilfælde give uenighed mellem de involverede og kommunen, men der kan i fælles forståelse forekomme kontakt, uden at der træffes egentlige afgørelser om det.

En egentlig afgørelse fra kommunen kommer på tale, hvis kommunen vil begrænse et samvær i forhold til de ønsker, der er hos netværket eller barnet/den unge. 

Kommune eller børn- og ungeudvalget ?

Hvis der er uenighed om et samværs omfang, så skal kommunen træffe en afgørelse eller sørge for, at sagen behandles i børn- og ungeudvalget. Det er udvalget, der skal træffe afgørelsen, hvis samværet med netværket skal afbrydes eller begrænses til mindre end én gang hver fjerde uge, eller samværet skal være overvåget.

Ankestyrelsen præciserer derudover en ny praksis om, at der altid skal træffes en beslutning, når kommunen ønsker samvær begrænset. I så fald er kommunen forpligtet til enten at træffe afgørelsen eller forelægge sagen for børn- og ungeudvalget. Også selvom forældremyndighedshaveren og et barn over 12 år (heller) ikke ønsker samvær. 

Begrundelsen for den nye praksis er, at der ikke er hjemmel til at fastslå, at en indstilling til børn og unge-udvalget afhænger af, om forældremyndighedsindehaveren eller barnet er enige i indstillingen.

cwa