
FREDERIKSHAVN / SVENDBORG / ROSKILDE: Både antallet af asylansøgere og antallet af personer, der får familiesammenføringer, steg i september, og det kan man mærke i landets kommuner.
I Roskilde Kommune vedtog politikerne onsdag at oprette flere pladser til asylansøgere og flygtninge, der har fået opholdstilladelse her til lands, siger borgmester Joy Mogensen (S).
- Udlændingemyndighederne bad om, at vi oprettede et asylcenter med plads til 600 personer. Det har vi som planmyndighed sagt, at vi ikke har plads til. Men vi har her til morgen godkendt, at der kommer et asylcenter med 350 pladser, og derudover har vi købt og lejet os ind, så vi har nogle midlertidige boliger til de flygtninge, vi som kommune har ansvaret for, siger Joy Mogensen.
Boliger på dagsordenen
Også i Svendborg er behovet for boliger til flygtninge kravlet højere op på dagsordenen i takt med, at antallet af flygtninge er steget:
- Det er en udfordring at finde boliger, der passer til den ydelse, som flygtningene får. Det er et problem, vi kæmper meget med, siger borgmester Lars Erik Hornemann (V) og peger på, at en flygtningefamilie ikke altid har råd til at betale selv en lav husleje i Danmark.
- Det er noget, vi bruger mange ressourcer på. Vi kan mærke, at presset bliver større og større. År efter år får vi flere flygtninge til kommunen, siger Lars Erik Hornemann, der oplyser, at Svendborg i år indtil videre har modtaget omkring 60 kvoteflygtninge.
Færre flygtninge giver færre boliger
I Frederikshavn Kommune har man indtil nu fundet boliger til omkring 100 flygtninge i år, vurderer Flemming Søborg, der er arbejdsmarkedschef.
- Blandt andet har vi stået med en flygtningefamilie fra Syrien med mange børn, som vi havde svært ved at finde en bolig til. Det er klart, at når kvoterne for flygtningene stiger, så stiger presset også, men indtil videre er det lykkedes os at finde boliger til alle, siger Flemming Søborg.
Han forventer, at Frederikshavn Kommune vil skulle modtage endnu flere flygtninge i løbet af i år.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.