dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Krav om ny indstilling når udvalg skal behandle formandsafgørelse i børnesag

'Illusorisk' kalder Ankestyrelsen prøvelse af en foreløbig afgørelse uden særskilt indstilling samt alle sagsakter

Ved afgørelser i børnesager skal alle sagens akter forelægges børn og unge-udvalget sammen med en indstilling fra forvaltningen. Den regel gælder uden undtagelse, også hvis sagsbehandlingen i udvalget består i forelæggelse af en foreløbig formandsafgørelse.

Det har Ankestyrelsen fastslået i en principafgørelse, der kalder sagsbehandling uden alle akter og uden en indstilling fra forvaltningen 'væsentlige mangler, der kan have haft betydning for afgørelsens resultat'. Principafgørelsen er truffet ud fra en konkret sag, hvor Ankestyrelsen understreger alvoren i at ophæve et børn og unge-udvalgs afgørelse i en sag om anbringelse og overvåget samvær, alene med den begrundelse at 'der er sket en væsentlig fejl ved sagens behandling'.

Efter reglerne skal en foreløbig afgørelse truffet af formanden for børn og unge-udvalget inden syv dage forelægges udvalget, og forvaltningen skal i den forbindelse dels skrive en indstilling, dels sørge for at udvalget forelægges de sagsakter, der lå til grund for indstillingen til formanden. I den konkrete sag fik udvalget blot den samme indstilling som formanden havde fået, og hverken formanden eller udvalget havde modtaget de dokumenter, der dannede grundlag for indstillingen. 

Ingen praktisk betydning
Det vurderede Ankestyrelsen som tilstrækkeligt til af formelle grunde at ophæve børn og unge-udvalgets afgørelse. Begrundelsen er, at 'prøvelsen af formandens foreløbige afgørelse på 7 dages-mødet ville være illusorisk, hvis børn og unge-udvalget ikke fik en særskilt indstilling om godkendelsen samt de bilag, som lå til grund for formandens foreløbige afgørelse'.

I den konkrete sag var der i et senere møde i børn og unge-udvalget truffet endelig afgørelse om anbringelse, så ophævelsen af den foreløbige afgørelse fik ikke praktisk betydning og barnet forblev anbragt uden for hjemmet. Ankestyrelsen kalder ikke desto mindre den foreløbige afgørelse 'ugyldig', og hvis ikke der i mellemtiden var sket endelig afgørelse, ville anbringelsen være ophørt, fordi 'der ikke er momenter i den konkrete sag, der taler for at opretholde afgørelsen, selvom der er væsentlige fejl i sagsbehandlingen'.

At Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt indebærer, at alle kommuner i alle sager skal tage bestik af den og fx sørge for alle sagsakter samt en selvstændig indstilling til udvaget og ikke blot den samme som blev anvendt til formandsafgørelsen.

 

Læs afgørelsen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/krav-om-ny-indstilling-nr-udvalg-skal-behandle-formandsafgrelse-i-brnesag

GDPR