KØBENHAVN / GULDBORGSUND / SVENDBORG: I hver skoleklasse sidder der statistisk set fire børn med en kronisk eller langvarig sygdom. Det er børn, der på grund af sygdom kæmper med højt fravær, dårlige fysiske rammer, træthed samt faglige og sociale udfordringer. Der er ingen systematisk indsats, der kan hjælpe med at sikre, at børnene trods sygdom får en god skolegang - og flere af dem er derfor overladt til sig selv og deres forældres hjælp.
Nu går 21 folkeskoler fra København, Guldborgsund og Svendborg Kommuner i front for at styrke indsatsen for elever, der er udfordret på grund af sygdom. Skolerne har indgået et samarbejde med Danske Patienters projekt 'Skole for mig', hvor de skal teste de ideer og redskaber, som projektet udvikler. Projektet er støttet af Egmont Fonden med 5 mio. kr.
Som lærer kan det være en stor udfordring at hjælpe de syge børn. Der findes over 200 diagnoser - nogle mere sjældne end andre. Derfor er det svært at vide, hvad de forskellige sygdomme indebærer, og hvordan man imødekommer det enkelte barns behov.
- Vi har været udfordret på, hvordan vi kan hjælpe de her børn. Nu får vi en unik mulighed for at blive klædt ordentligt på til at støtte børnene ud fra redskaber, som de selv har været med til at udvikle - derfor slår vi til. Med samarbejdet håber vi på at skabe en større forståelse for skolens syge børn - ikke bare blandt lærerne, men også de andre elever, siger Betina Foget.
For at støtte skolernes test af redskaberne i praksis åbner 'Skole for mig' en rådgivningstelefon. Her kan ledere, lærere og pædagoger ringe ind, hvis de har spørgsmål eller ønsker hjælp undervejs. Erfaringerne fra de 21 skoler bliver afgørende for den videre proces, når 'Skole for mig' går fra projekt til praksis og bliver udbredt til hele landet.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.