ODENSE: Mens 360 lærere og pædagoger fra de odenseanske skoler er på diplomkursus i at skabe inkluderende fællesskaber til gavn for alle de odenseanske skoleelever, skal ledige lærere og pædagoger vikariere med henblik på siden at kunne bide sig fast på jobmarkedet. 18,5 mio. kr. fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har muliggjort jobrotationsordningen.
Når i alt 360 lærere og pædagoger hen over de kommende to år er på skolebænken i at skabe inkluderende læringsmiljøer, skal arbejdsløse lærere, pædagoger og andre ledige vikariere ude på skolerne. Formålet er, at vikarerne skal tilegne sig så megen relevant erhvervserfaring, at de efterfølgende kan få sig et fast job.
I 2013 var 600 pædagoger fra de odenseanske vuggestuer og børnehaver på kursus i inklusion. Dengang forlod knap halvdelen af de 155 ledige pædagoger, som dengang udgjorde vikarkorpset, de lediges rækker.
Rejsehold skal bære det igennem
Selve videreuddannelsen af de odenseanske lærere og pædagoger foregår på UCL i hold på 40 kursister. Kurset med titlen 'Fagdidaktik og klasseledelse i et inkluderende perspektiv' varer syv uger pr. hold og er finansieret af en donation på 6,5 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
APM-fonden er også med til at finansiere etableringen og uddannelsen af et rejsehold på otte særligt uddannede fagpersoner, som skal understøtte, at viden og teori efterfølgende bliver omsat til praksis ude på skolerne.
Derudover betaler Odense Kommune selv for, at blandt andre skolernes læsevejledere og matematikvejledere også får udviklet deres kompetencer inden for inklusion, og at lederne på hver enkelt skole bliver trænet i at lede inkluderende læringsmiljøer. Desuden skal samtlige 2100 medarbejdere på de 36 skoler i Odense gennem et kort kursusforløb med fokus på samarbejde, forebyggelse og fællesskaber.
Projektet begynder i slutningen af august og er udviklet i samarbejde med BUPL Fyn, Odense Lærerforening og Skolelederforeningen Odense.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.