LANGELAND: Efter 24syvs afdækning af alvorlige lovbrud og Ankestyrelsens mellemkomst har Langeland Kommune nu erkendt, at der “ikke er et anbringelsesgrundlag” i en sag, hvor to otteårige tvillinger har været tvangsfjernet.
462 dage. Så længe har de været tvangsfjernet fra deres mor. Men nu er drengene på vej hjem. Det bekræfter en lydoptagelse, som 24syv er i besiddelse af. Modferens advokat, Jeanette Gjørret fra Stage Advokater, vil nu søge erstatning fra kommunen på sin klients vegne:
- Med kommunens udmelding kan jeg endeligt konstatere, at der aldrig har været en grundlag for anbringelse. Derfor vil jeg opfordre kommunen til selv at undersøge, hvad deres erstatningsansvar er, siger hun til 24syv.
Gennem de seneste 10 måneder har 24syv dokumenteret alvorlige fejl og lovbrud begået af Langeland Kommunes Familieafdeling i en række børne- og tvangsfjernelsessager.
Ankestyrelsen krævede i november omkring 60 sager genåbnet, fordi kommunen har brudt “en række bestemmelser i offentlighedsloven, forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og serviceloven” i flere tvangsfjernelsessager.
I den konkrete sag har tvillingernes mor siden maj 2021 sendt hele 13 klager, rykkere og utallige siders dokumentation for lovbrud til borgmester Tonni Hansen (SF), viser korrespondancer, som 24syv er i besiddelse af.
Men borgmesteren har gang på gang nægtet at forholde sig til hendes sag, men videresendte dem til Familieafdelingen. Først da Ombudsmanden krævede, at borgmesteren selv svarede på de omfattende klager, fik hun et svar fra borgmesteren i september.
Her beklager han, at der er begået fejl i hendes sag, men vurderer, at det ikke har givet “et forkert eller misvisende grundlag at behandle dine børns sag på”. Men nu erkender kommunens medarbejdere altså selv, at der intet anbringelsesgrundlag er i Sandie Hansen sag.
Vrede politikere
Og det vækker vrede hos flere politikere, der har fulgt sagen på tæt hold. En af de kritiske røster kommer fra Liberal Alliances socialordfører, Katrine Daugaard, der i juli politianmeldte både kommunen og Tonni Hansen (SF) for lovbrud og manglende indgriben:
- Det er dybt uansvarligt, at borgmesteren har siddet denne her sag overhørig. At få fjernet sit barn er noget nær det værste, en forælder kan blive udsat for. Tonni Hansen burde personligt give Sandie Hansen en undskyldning, siger hun til 24syv.
Også kommunalbestyrelsesmedlem Jesper Skovhus (V), raser over borgmesterens håndtering af Sandie Hansens sag:
- Det er simpelthen en uansvarlig måde at reagere overfor den type henvendelser på. Det ville klæde borgmester Tonni Hansen give Sandie Hansen en dybfølt undskyldning for det, hun og hendes drenge har været udsat for, siger han til 24syv.
Selv står moderen tilbage med blandede følelser. Mens hun glæder sig “ubeskriveligt” til at få sine børn hjem, frygter hun, at adskillelsen har skadet hendes tvillingesønner:
- Børnene har reageret voldsomt på det afsavn, de har haft til mig gennem det sidste halvandet år. De er blevet afskåret ikke bare fra mig, men er blevet revet væk fra hele deres netværk, deres skolekammerater, udvidede familie og venner. Alt det skal genopbygges, siger hun til 24syv.
Tonni Hansen har ikke reageret på 24syvs henvendelser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.