Danmark er gået glip af EU-tilskud for knap 1,2 milliarder kroner i perioden 2000-2006, hvilket danske myndigheder er delvist ansvarlige for. Det fremgår af Statsrevisorernes beretning, der handler om Danmarks udnyttelse af tilskud fra fire EU-fonde. Statsrevisorerne mener, at myndighedernes arbejde 'ikke er helt tilfredsstillende'.
Danmark havde i perioden 2000-2006 mulighed for at få ni milliarder kroner i tilskud fra EU til projekter rettet mod vækst, beskæftigelse og miljøforbedringer. Men Danmark missede knap en halv milliard kroner i tilskud fra EU's Regionalfond og Socialfond. Her ligger ressortansvaret hos erhvervs- og vækstministeren.
Derudover gik Danmark glip af 673 mio. kr. i tilskud fra EU's Landdistriktfond og Fiskerifond. Her er ansvaret hos ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Det er dog henholdsvis Erhvervsstyrelsen og Naturerhvervstyrelsen, der har haft til opgave at sikre, at rammerne for tilskud bliver udnyttet til fulde.
Ifølge Statsrevisorerne, som er valgt af Folketinget, er en del af forklaringen på den manglende udnyttelse, at der har været 'forsinkelser i myndighedernes implementering af programmerne, hvilket ikke er helt tilfredsstillende'.
En anden del af forklaringen på den manglende udnyttelse er, at projekttilskud fra EU's fonde kræver, at Danmark selv bidrager med en del af finansieringen. Det har ikke har været en politisk prioritering i alle tilfælde. Statsrevisorerne anbefaler, at de danske myndigheder følger en række anbefalinger fra Rigsrevisionen. Det skal mindske risikoen for, at Danmark ikke udnytter rammen for EU-tilskud i perioden 2014-2020.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.