LOLLAND: Der skal spares 25 mio. kr. på kommunen skoler, og derfor kommer mindst 30 lærere til at stå uden arbejde, har kommunen meldt ud.
I fredags holdt Lolland Kommune forhandlinger med de faglige organisationer og medarbejderrepræsentanter for at drøfte personalereduktioner på skoler og i ungdomsskolen. Det skal man ifølge loven, hvis virksomheder med mere end 300 medarbejdere påtænker at afskedige mindst 30 medarbejdere - og det ønsker Lolland Kommune altså.
Ved forhandlingen med fagforbundene blev der orienteret om, at årsagen til afskedigelserne er det faldende børnetal og det budget, som skolerne har fået tildelt for 2015. Der blev givet information om antallet af medarbejdere, der påtænkes afskediget.
- Vi har lyttet til de faglige organisationer, som har givet deres inspiration til afbødeforhandlinger, Men vi er også nødt til at påpege, at når afskedigelserne sker med baggrund i faldende børnetal og økonomiske forhold, er der kun begrænsede muligheder for ordninger, som presser økonomien yderligere, forklarer skolesektorchef Bjarne Voigt Hansen og fortsætter:
- Vi vil selvfølgelig leve op til vores forpligtelser over for de medarbejdere, vi skal tage afsked med, men samtidig er vi nødt til fortsat at have fokus på at opretholde attraktive arbejdspladser for de medarbejdere, som fortsætter i Lolland Kommune.
Lærerne: Det går ud over eleverne
Formand for Lolland-Falsters Lærerforening, Henrik Hansen, frygter, at det kommer til at gå ud over elevernes undervisning, siger han til TV2 Øst.
- Det er en katastrofe. Det er en katastrofe for folkeskolen i Lolland Kommune, og det er en katastrofe for folkeskolereformen.
Lolland Kommune er forpligtet til så tidligt som muligt at indlede forhandlinger med lærerne og deres repræsentanter, så de kan undgå eller begrænse de påtænkte fyringer. hvis det ikke kan undgås at fyre, skal forhandlingerne være med til at afbøde følgerne af afskedigelserne, blandt andet ved at omplacere eller omskole medarbejderne.
Der afholdes nye forhandlinger onsdag 19. november 2014 og en sidste forhandlingsrunde den 1. december 2014. I starten af december vil Lolland Kommune så fastlægge det endelige antal afskedigelser. Det Regionale Beskæftigelsesråd er orienteret og vil løbende blive holdt orienteret om resultatet af forhandlingerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.